Indledning

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

Dette er ikke noget lexicon i almindelig forstand. Det er det alt for kortfattet til. Det er min sæbekasse-talerstol, og da der er langt fra Aalborg til Hyde Park Corner i London, kommer det på prent. Betragt det som en samling læserbreve med enkelte kronikker og essays ind imellem. Og læs det meget gerne i sin helhed, for egentlig er det ikke noget opslagsværk. Det kan bare bruges som sådan, hvis man er fortrolig med det..

Ambrose Bierce skrev sin "Devil's Dictionary", og inden sin landsforvisning gjorde P.A. Heiberg noget lignende i sin afhandling "Sproggranskning", der (mildt sagt forældet i dag) definerede "Officer" som; "Embedsmand, som må kunne bande og prygle. Kan han noget mere, skader det ikke" og "Præste-kald" som "En Saks til at klippe Faar med." Men jeg har som oftest udvidet definitionerne til at være mere end blot vittige epigrammer. Men der er måske fordi jeg ikke er så kvik som disse berømte forbilleder.

Der ligger ikke meget af det, som på nutidsdansk hedder "research" bag. Meget af stoffet er paratviden, andet er "læsefrugter", dvs. citater, som jeg synes er værd at bevare, og meninger dannet gennem min 80-årige tilværelse, og som jeg har følt trang til at sætte op i sammenhæng.

Hvis noget af det, jeg skriver, kan sætte tanker i sving, om ikke andet så i den hensigt at formulere modargumenter, er det kun godt. Jeg vil gerne lytte til vægtige indvendinger mod mine (indrømmet!) ofte særdeles konsekvente meninger. Nogen vil utvivlsomt kalde dem "udanske", "højreextremistiske", "rabiate", "sorte", "ikke stuerene", "politiske ukorrekte", "racistiske" og mere til, hvis fantasien rækker. For jeg foretrækker personlig frihed, og jeg er imod masseindvandring og statskriminalitet. Jeg vil naturligvis gerne modtage vejledning, der kan hjælpe mig i min notoriske mangel på evne til at skelne fundamentalt mellem kommunisme, socialdemokratisme og nationalsocial-isme.

Jeg overbeviser næppe særlig mange, men jeg er selvfølgelig selv sikker på at jeg har ret. Ellers ville jeg ikke have skrevet som jeg gør. Ind imellem har jeg skelet til eftertiden og indføjet forklaringer, som er overflødige for min gene-ration, men måske ikke for de efterfølgende. Og hvem ved hvilken skæbne en bog får? Jeg har desuden lavet en masse krydsreferencer.

Nogle steder støder man på lidt latin, lidt engelsk og lidt sjældnere fremmed-ord. Det gør jeg ingen undskyldninger for. Desuden refererer jeg til diverse filosoffer som fx. Sokrates, Platon og Hobbes uden at angive deres årstal eller hjemstavn. Slå det op eller spring det over, hvis du ikke vil ha' den ulejlighed. Der er nok at læse alligevel!

Jeg får røde knopper af nutidens politisk korrekte forarmelse af sproget. Derfor fortsætter jeg stædigt med at kalde en forfatterinde for forfatterinde, en skuespillerinde for skuespillerinde og jeg bruger bogstaver x i stedet for ks når jeg finder det passende.

P.H. Bering

Forord

Ord- og begrebsforvirring og -forvridning

"Viden, som man ikke giver videre til andre, er ufrugtbar viden" (Hans Peter Wiuff)

Men der er et problem. Viden videregives ved hjælp af sproget - og sproget har mange krinkelkroge og faldgruber. Disse forhindringer for udbredelse af viden kommer ikke af sig selv. Vore elskede medmennesker har travlt med at skabe forhindringer, så vi ikke får viden, der strider mod deres egne hold-ninger og fordomme.
I C.S.Lewis' bog "The Screwtape Letters" omtaler en departementschef i Helvede, dæmonen Screwtape, "our Philological Arm". Dette sataniske korps har til opgave at forvirre menneskenes begreber ved at forvride ordene. George Orwell beskrev i sin uhyggelige fremtidsvision "1984" hvorledes "Sandhedsministeriet" arbejder med at vende vrangen ud på ordene. Et af slagordene var "Frihed er slaveri", et andet "Uvidenhed er styrke", et tredje "Krig er fred".
Ord brugt som våben af åndelige og politiske magter er ikke særlig farlige indenfor naturvidenskab og teknik. Men også her er der somme tider vanske-ligheder. Der er således næppe tvivl om at det mindst to tusind år lange besvær med at komme frem til nogle brugbare bevægelseslove i fysikken blandt andet hænger sammen med at man ikke havde sproglig klarhed over indbyrdes sammenhængende, men meget forskellige begreber som kraft og energi, masse og vægt, hastighed og acceleration og derfor gerådede i en tilsvarende ordforvirring. Krydsords-forfattere og nationaløkonomer er iøvrigt endnu ikke undsluppet denne begrebsforvirring.

Det er nok karakteristisk for den naturvidenskabelige begrebs/ord-forvirring at når den endelig opklares, så siger (næsten) alle: "Nå ja, selvfølgelig! Det gør man ikke inden for politik; der slås man videre. For her er endemålet ikke erkendelse, men personlig magt. (Jeg skriver "(næsten) alle", fordi naturviden-skabsmænd også er mennesker. Splid og spektakel, misundelse, fejghed og personligt magtbegær trives også blandt dem, og svindel forekommer også. Men trods alt er søgen efter Sandheden det, videnskaben lever af. Det gør en forskel. "Ude på Blegdamsvejen diskuterer vi også, men det er for at komme frem til enighed" som Niels Bohr sagde til statsminister H.C, Hansen, efter at Bohr havde overværet en folketingsdebat. Bemærk det lille "men". Historien har jeg fra forfatteren Knud Meister, som havde den fra H.C. Hansen selv.)

Ordforvirring blev og bliver brugt bevidst som politisk våben, hovedsagelig af de socialistiske partier, herunder ikke mindst Socialdemokratiet. I kommun-isternes (og de tyske nationalsocialisters) propaganda betød "fredsarbejde" alskens undergravning og militære eventyr. Kommunistiske frontorganisationer ("facadeorganisationer", der skjuler deres egentlige (politiske) formål arran-gerede "verdensfredskonferencer" (den allersidste i København i 1986). Man inviterede krigsførende terrorist-organisationer som PLO, der modtog sovjet-støtte i sin kamp mod Israel, men bestemt ikke de afghanske guerilla-bevæ-gelser, som (med USA-støtte) bekæmpede de sovjetiske besættelsestropper i deres land. Venstrefløjen afviste fornærmet påstande om at Sovjetunionen var imperialistisk (SF-føreren Gert Petersen skrev artikler om dette, sideløbende med at han modtog spritus og cigaretter fra sovjetambassaden i impone-rende mængder), samtidig med at nogle bevidst, andre ubevidst fremmede sovjetimperiets magt og indflydelse.

Islamister kalder deres tro for "fredens religion". Vistnok endda uden at rødme.

Folk, der føler sig i én eller anden krigs- eller konfliktsituation, mener tit at løgn og fordrejelser er retfærdiggjort ved selve målets, Sagens ædelhed og storhed. Løgn og fortielser er jo nødvendige i krig. Man fortæller ikke fjenden hvordan forsvaret er indrettet, og man gennemfører gerne vildlednings-ope-rationer. Platon mente at løgnen skulle være statens privilegium.

På et frit marked er løgn og fortielse ikke noget stort problem. Det er dyrt for en agerende på et frit marked at få ry for at være upålidelig. Dog naturligvis kun, hvis han regner med at skulle forblive på markedet med de samme medspillere. Hvis naturvidenskaben har en vare at handle med, er det den efterprøvelige sandhed, så heller ikke her er den bevidste løgn og fordrejelse noget alvorligt problem. Men indenfor politik, incl. religion, der sammenblan-des eller identificeres med politik ... UHA!!!.

Prøv, som eksempel, at sammenligne brugen af ordene frihed, pension, stat, samfund, røveri, beskatning, borger, lov og ret, racisme, oplysning, propa-ganda med hvordan disse ord blev brugt tidligere; jeg kan ikke definere ordet "tidligere" særlig skarpt, fordi ordenes betydning ændrer sig med stærkt varierende hastighed. Men sammenligningerne er tankevækkende.

Særloven rettet mod Tvindskolerne blev begrundet med at man derved kunne undgå at indblande domstolene. Den er et uhyggeligt eksempel på hvor langt begrebsforvirringen har bredt sig. (At det efter min opfattelse aldrig burde være muligt for staten at yde støtte til nogen form for undervisning - for undervisning er en privat sag i et frit samfund - og da slet ikke til Tvind-sko-lerne, er en helt anden ting). Undervisningsminister Ole Vig Jensen forstod åbenbart ikke (eller håbede at andre ikke forstod) betydningen af de ord, der står i Grundloven. - Ordene om adskillelsen af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Og når nogle personer i dag begrunder deres forsvar for fremmedpolitikken med "støtte til samfundets svage grupper", har de i stilhed ændret betyd-ningsindholdet af ordet "samfund" ganske radikalt. Indvandrere, herunder asylsøgere og flygtninge, er ikke medlemmer af vort samfund. De kan følgelig ikke henregnes til vort samfunds svage grupper. De er ubudne gæster.

Når man lader et ord dække et videre begreb end førhen, svækker man ordets styrke, dvs. dets brugbarhed, og samtidig ændrer man den almene holdning. Når man fx. ændrer ordet "kriminalitet" fra blot at betyde forbrydelser (dvs. krænkelse af naturretten, såsom vold, mord og tyveri) til at omfatte alle former for ulovligheder, smugleri, lommeknive og skatteundragelse indbe-fattet, svækker man den almene bevidsthed om ret og uret. Den egentlige kriminalitet (i ordets oprindelige betydning) vil påvirkes i opadgående retning, medens skattesnyderi o.lign, formentlig vil aftage en smule. Det sidste er vel også formålet med øvelsen.

Når det dekreteres at fremmedssprogede børn skal kaldes "tosprogede", og fremmedarbejdere skal kaldes "gæstearbejdere" er det naturligvis for at ændre holdninger.

....... Problemerne omkring ordforvirring og den deraf følgende begrebsfor-virring er stort og alment. Den kinesiske filosof Kung Fu Tse (Confucius (551-479 f.kr.)) blev spurgt om, hvad han ville gøre, hvis regeringen blev lagt i hans hænder. Han svarede at han først ville "sørge for at definere sine begreber og få ordene til at svare til tingene". Taoisterne er mere radikale, for dem ligger sandheden hinsides (eller forud for) sproget - i stilheden. Den engelske filosof George Berkeley (1685 - 1753) skrev: ".... most parts of knowledge have been strangely perplexed and darkened by the abuse of words and general ways of speech, wherein they are delivered". (Mange vidensområder er blevet mærke-ligt forvirret og formørket gennem misbrug af ordene og de almindelige måder at tale på" (min overs.))

Moderne filosofi beskæftiger sig med god grund særdeles meget med analyse af sproget og med hvad vi mener med det, vi siger. Hosstående lille lexicon er et beskedent forsøg på at bidrage til afklaringen.

Texten er så nær sandheden, som jeg formår det. Men skepsis er aldrig af vejen.

PHB

NB: Jeg har efter bedste evne forsøgt at gengive teksten som den stod i papirudgaven, som er skrevet på min gamle computer. Efter at jeg har været nødt til at skifte til en nyere er meget forandret, og det forbandede apparat forsøger hele tiden at tænke selv - hvad der resulterer i store opsætnings-vanskeligheder, fjollede linje-indtykninger m.v.

Teksten skulle dog - ikke mindst takket være computerekperten Jesper Nielsen - fortsat være læselig og med (forhåbentlig) mange gode og skaptslebne argumenter.

PHB

Kommentarer  

 
+4 #3 Asger Trier Engberg 10.-10.-2011 08:30
Kompliment for den interessante gennemgang, og jo fuldstændig korrekte betragtning af sandheden som det reelle videnskabens egentlige redskab.

Grundlæggende er der vel altid en diskrepans imellem det som magthaverne vil forsøge at få befolkningen til at mene, og det som befolkningen selv forsøger at erkende.

Mennesket vil altid søge både at vinde sandhed og vinde magten ved at dække sandheden.
 
 
0 #2 Asger Trier Engberg 10.-10.-2011 08:29
For mig at se går det vel helt tilbage til det gamle testamente. Her beskrev man lysets sønner og mørkets sønner. Det er vel bare den grundlæggende filosofiske ideologi som formuleres med datidens sprog?

Det svære er vel imidlertid at forsøge at få sandheden frem. Ofte har man det problem at man, som Platon jo siger i sin hulelignelse, kæmper imod skyggerne og indgroede forestillinger. Kunsten at lyset helt ned i enden af hulen, er jo kun de allerfærreste forundt.

Det kræver at man, på den ene side, har alle de evner en filosof skal have; overlegen intelligens, ufatteligt mod, standhaftighed, og samtidig er parat til at kaste alle disse evner ud i en kamp hvor man reelt ingenting får for det.

Eksemplet med Anaxagoras er godt synes jeg, og sikkert også det Platon tænker på. Anaxagoras havde jo al den genialitet som andre ikke havde, men alligevel endte han i fængsel.
 
 
0 #1 Asger Trier Engberg 10.-10.-2011 08:29
Det er nok bare vilkårene for sandhedsarbejde , man skal formå at holde ved, blive ved, modstå presset, og langsomt men sikkert vil man kunne ændre samfundet. Anaxagoras var jo, som bekendt, ophavsmand til atomfysikken bl.a..

Vi er kun små hjul som forsøger at gentage de bevægelser som vores forfædre foretog. Forskellen er vel bare, at de er døde, og vi står midt i den samme bevægelse som de stod i. Historien er bare sådan, at genierne altid i sidste ende vinder, det er muligt de ikke vinder i deres egen tid, men i sidste ende er det deres ideer der, som stærke principper, ender med at bygge grunden.

Det må man kunne sige om Platon og Anaxagoras. Platon mente at han skrev for evigheden, og det gjorde han vel egentlig også.
 

Censur

Censur. Beskrives i Grundloven (s.d.) som en "forebyggende foranstaltning". Det frie ord er farligt, men uundværligt. Grundloven forbyder censur. For-andring skal være mulig, selv om den mishager magthaverne.

Tilfældigt citat