Staten - sædvaneret

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

STATEN

Essay med flere afsnit

Indhold
Indledning
Økonomisk set
Moralsk set
Staten som ransmand
Staten som massemorder
Statens to dimensioner
Staten i dag
Staten i morgen

Indledning

Ordet "staten" er her mest brugt som samlebetegnelse for organisationer (såsom EU, Folketing, centraladministration, regioner og kommuner), der - med større eller mindre held - forsøger at kontrollere samfundet(s.d.) gennem vold eller trussel om vold. Private og semi-private organisationer som NGO'er, mafia'er og fagforeninger er ikke medregnet, omend grænsen kan være flydende.
Modsat samfundet(s.d.) kan staten pådrage sig ansvar og er følgelig en juri-disk person. Ofte optræder staten som slaveejer og/eller berigelseskrimi-nel(s.d.), for så vidt som den fratager sine undersåtter frugten af deres arbejde. (Se: Etatisme, Naturen, Naturret, Slave.)

Ordet "staten" klinger af magt og undertrykkelse. Magthaverne(s.d.) og deres tjenere taler i stedet om "det offentlige"(s.d.). Det lyder pænere og inddrager os andre i statens overgreb og forbrydelser(s.d.), for vi udgør jo offent-ligheden.  Når statens hensigter/interesser skal sløres maximalt, bruger politikerne det nuttede plusord "samfundet"(s.d.). Når de gør det, så hold på tegnebogen!

Økonomisk set
"Offentlig ødselhed er godt (for den personlige frihed), hvis den pågældende aktivitet stiler mod de forkerte mål. Ødselhed betyder at, at det offentliges udgifter, udtrykt i brøkdele af indkomsten, overdriver det offentliges betydning. Hvis den svenske regering  f.eks. bruger 60 pct. af national-indkomsten, men halvdelen af dise udgifter er spildt, så er det offentliges kontrol nærmere de 30 pct. end 60 pct. Jeg bruger med vilje udtrykket "halvdelen", fordi en række undersøgelser har vist, at det i almindelighed koster koster dobbelt så meget at foretage noget gennem det offentlige, som det gør gennem privat initiativ." (Milton Friedmann).
Set fra et liberalt(s.d.) synspunkt er staten uproduktiv. Den kan ikke give materielle goder til sine undersåtter uden at rane i tilsvarende omfang fra stort set de samme undersåtter. Statsdrevne virksomheder (se: Offentlig sektor)existerer kun i kraft af statens voldsmonopol(s.d.), der enten holder konkurrenter væk, eller støtter med tvangsinddrevne midler fra skatteyderne. De ville kun sjældent kunne klare sig i fri konkurrence. - Hvilket kun er en anden måde at sige at de leverer dyrere og dårligere produkter.

Ud fra et totalitært(s.d.) synspunkt er det derimod meningsløst at se staten som adskilt fra samfundet. Frugten af den enkeltes arbejde står fuldt til rådighed for statens administrering. Det er det  almindelige synspunkt i Danmark, omend vi sjældent vil erkende det.

Moralsk set
Der er flere moralske(s.d.) synsvinkler på staten som fænomen(s.d.). Sokrates mente at han skyldte sin (by)stat (Athen) ubetinget lydighed. Selv dagen før sin henrettelse nægtede han at bryde statens lov og flygte, selv om han selv mente at dommen var uretfærdig. Hans begrundelse var at selv havde valgt at bo i Athen, og at han kunne have emigreret eller forsøgt at ændre loven, hvis han mente at den var forkert.
Sokrates' argument, at man stiltiende accepterer at adlyde loven ved at forblive fremfor at emigrere, samt at man kan arbejde på at ændre loven er meget svagt i den moderne storstat, hvor indbyggertallet løber op i flere millioner. Her existerer ingen  tydelig forbindelse mellem borgerret(s.d.) og borgerpligt(s.d.).

De græske bystater rummede nogle få titusinder af borgere, som nød særlige rettigheder frem for ikke-borgere. Desuden var det (iflg. Sokrates via Platon) let at emigrere til kolonierne, som havde andre love. I dag har en gennemsnits-skatteyder tvangsinvesteret enorme summer i statens forsikringsapparet. Dem kan han ikke tage med sig, hvis han emigrerer. Desuden forpligter det ikke danskerne år 2011 moralsk at deres forfædre i 1953 med et lille flertel godkendte den nuværende grundlov(s.d.), som reelt lægger al magt i hænderne på politiske partier, som gennem tiden er sammenvokset med statsmagten.

Den almindelige dansker skylder derfor ikke staten lydighed. Men han bøjer sig fornuftigvis for den tvang, staten udøver via sit voldsmonopol. For den liberale er staten måske et nødvendigt onde. men i så fald er dens eneste moralsk acceptable opgave at sikre den indre og ydre fred; at sikre at vi ikke krænker hverandres frihed. Argumentet går på en delegering af retten til selvforsvar. Denne er en naturlig rettighed, afledt af retten til frihed. Det er det eneste, som berettiger statens voldsmonopol, men det er også tilstrækkeligt - hvis staten vel at mærke lever op til sit ansvar og sikrer borgerne effektivt.

Etatister(s.d.) mener at staten skal gøre mere end det. Den skal ikke alene bruge voldsmonopolet til at sørge for sikkerheden, men tillige som et redskab til at gøre godt. "Staten er Gud", som filosoffen Hegel sagde. Modsat ham mente  Karl Marx at staten er en parasit på samfundet(s.d.). Det overser hans nutidige (som oftest statsaansatte) disciple meget målbevidst.

Retspositivister(s.d.) definerer nøgternt og kynisk staten som det faktiske magtmonopol i samfundet.

Staten som ransmand
Nogle filosoffer (Hobbes, Grotius, Locke, Rosseau...) lægger statens beret-tigelse i en "samfundspagt". En udtrykkelig pagt er dog naturligvis yderst sjælden. USA's forfatning er et exempel, i alt fald indtil 1861-65, da Nordstaterne nedkæmpede Sydstaterne, som forsøgte at kæmpe sig fri, og opsagde pagten. (Slaveriets ophævelse var blot en brik i spillet, omend vigtig). Historisk ser er de fleste stater opstået ved at bander af væbnede mænd tiltog sig voldsmonopol og "ret" til at inddrive skat/beskyttelsespenge fra den produktive del af befolkningen(s.d.), nemlig bønderne.
Statsdannelser kan derfor næppe skelnes fra røverbander/mafia'er. Det indså den danske kong Erik d.7. (Erik af Pommern). Da han havde haft bøvl nok med at regere, fjernede han mellemhandleravancen og blev sørøver. Kong Hans forsøgte år 1500 at gøre de frie Ditmarsk-bønder skatskyldige. Det gik helt galt. Kongen måtte efterlade store dele af sin hær samt kong Valdemar Sejrs korsbanner - det første Dannebrog - på slagmarken ved Hemmingstedt. Senere lykkedes det dog kongen at tryne bønderne.

Staten som massemorder
Ingen har dræbt flere mennesker end politikere og deres statsapparat. Iflg. J.R. Rummels bog "Death by Government (Transaction Publishers 1997) var Sovjet-unionen verdenshistoriens største dræbermaskine. Målt i overgreb og mord på egen befolkning, ødelæggelse af økonomisk potentiale og kulturødelæggelser, overgik Sovjetunionen Nazityskland. Samtidig er det problematisk at hævde at racekriteriet skulle være værre end klassekriteriet, når det gælder udryddelse af andre mennesker. Der var med andre ord tale om to  stykker ud af samme dårlige planke.." (Historikeren Erik Kulavig cit. WA Bøger 26 MAR 04).

På andenpladsen kommer Kina, efterfulgt af Hitlers Tyskland, derefter kommer Cambodia, Vietnam, Nordkores, Polen og Jugoslavien, hvor mellem én og to millioner blev dræbt.

Exempler, blot indenfor de seneste år, og efter at bekæmpelsen af terror-isme(s.d.) og lignende kriminalitet er luget fra efter bedste evne er:
# Ruslands grusomme krig mod Tjetjenerne.
# Kinas folkedrab på tibetanerne
# Hutuernes statsorganiseree drab på tutsier i Rwanda.
# Den blodige genfødsel af etnisk homogene områder/stater i det tidligere Jugoslavien.
# Indonesiens fremfærd mod lokale indfødte folk i New Guinea.
# Burma-regeringens generelle undertrykkelse af burmeserne og udryddelses-krig mod karenerne.
# Undertrykkelsen i Nigeria.
# Det muslimske Nordsudans undertrykkelse af- og slavejagter på- ikke-muslimer i Sydsudan.
# Tyrkiets, Irans og Iraks undertrykkelse af kurderne og armenierne.

Statsovergreb er ikke en speciel foreteelse i den tredje verden.
Nordeuropæerne er bestemt ikke "sødere" end andre. Undersøger vi historien, ser vi også forfærdende exempler her. I perioder har danske bønder været lige så undertrykt som den japanske almue under samuraierne.

Staten som undertrykker
Mange frygter øvrigheden. Klienter(s.d.) i socialsystemet ved udmærket at de er undergivet dettes forgodtbefindende. Erhvervsdrivende underkastes et nidkært skattevæsen med alle fordele på sin side, bl.a. omvendt bevisbyrde og enorme juridiske ressourcer. Se: Skat.
Machiavelli opsummerer statens natur i sit berømte værk "Fyrsten": "Man må lære folk at forstå at statens væsen er magt, og at dens existens og udfoldelse ikke kender anden begrænsning end den, der er sat af anden magtudfoldelse." - En isnende præcis karakteristik!
Det centrale er at staten, for overhovedet at være en stat, må besidde suverænitet(s.d.) over et landområde. Det betyder absolut, uhindret mulighed for at disponere i egne anliggender indenfor dette område. Hvad der er egne anliggender bestemmes af magt, og magt kan kun begrænses af anden magt.

Statens to dimensioner
Francis Fukuyama foreslog (2004) at men betragter staten ud fra to synsvinkler (dimensioner), styrke og omfang.  En stat er stærk, når den evner at gennemføre sin politik (om nødvendigt med magt). En stats omfang måles i mængden af de opgaver, den har påtaget sig.
Det siger sig selv at de to dimensioner er indbyrdes afhængige. Den danske velfærdsstat har exempelvis et enormt omfang, men så længe opgaverne stort set begrænses til landets egne, er der styrke til at bære omfanget. Det er naturligvis ikke tilfældet, når denne begrænsning falder bort, fordi staten påtager sig at forsørge og uddanne en enorm mængde tilrejsende.

Staten i dag
Staten skal værne sine borgere(s.d.) mod overgreb, både fra ydre fjender (ydre sikkerhed) og fra andre personer (indre sikkerhed). Gør den ikke det, har den ingen mening som andet end en forbryderorganisation.
Til at opfylde det første formål har man et militært forsvar og evt. forsvarsalliancer med andre lande. Til trods for venstrefløjspartierne og Det radikale Venstre(s.d.) lykkedes dette over al forventning for den danske stat i perioden 1945-90. Herefter har forsvaret principielt været næsten irrelevant og er det fortsat indenfor en overskuelig tidshorisont. Hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at det bør nedlægges. For den overskuelige tidshorisont ligger aldrig langt væk, hvorimod det tager ganske lang til at opbygge et brugeligt forsvar
Men det skorter på statens varetagelse af sin anden hovedopgave, den indre sikkerhed, som i teorien påhviler politi og domstole. Talrige fysiske blokader har i tidens løb vidnet om at politiet (trods ofte hæderlige anstrengelser) langtfra altid evner at neutralisere fagforeningernes voldsmetoder (såkaldte fysiske blokader). Desuden må politiet ofte trække det korteste strå i konfrontationer med unge muslimer i  ghetto-områderne.   Og politiet har stort set givet op overfor anden indbrudskriminalitet end den allergroveste. Indbrud i private hjem efterforskes kun sjældent.
Staten evner heller ikke at sikre natkioskerne. Da man ikke evner at uskadeliggøre forbryderne, straffer man kioskejere, der lader unge expedere i nattetimerne. Staten evner heller ikke at afskrække indrejsende med falske papirer. Problemet overvæltes på luftfartselskaberne, der pålægges store bøder, hvis de medtager rejsende med falske pas. Den evner heller ikke at sikre at folk kan mødes på egen jord. Er der fare for ballade, kan der nedlægges forbud mod at folk mødes i deres eget hus (Rockerloven).
Det statslige Københavns Universitet nedlagde forbud mod uddeling af et skrift fra studenterorganisationen Dansk Forum med den begrundelese at dette førte til voldelige protester fra venstreorienterede(s.d.).
Staten skal sikre lighed for loven. Men der er et skærende misforhold mellem dommen over nazilederen Jonni Hansen (han fik ét års ubetinget fængsel for at påkøre hærværksmænd, der savede i hans plankeværk) og dommen over syv araberdrenge, der  massevoldtog en 14-årig dansk pige (hver fik seks måneders fængsel, hvoraf halvdelen betinget).

Den danske stat er åbenbart ikke god nok til at sørge for indre sikkerhed. Derimod må det erkendes at den er uovertruffen hvad angår skatteud-skrivning.
" De fleste ved at danskerne i sammenligning med andre velstående nationer lærer mindre, tjener mindre, er mere syge og dør tidligere. Samtidig betaler danskerne mere i skat end noget andet folk på kloden. Disse rekordhøje skatter køber ikke det, folk forventer, og politikerne har lovet. Tværtimod glider vi bagud. Vi får ikke valuta for pengene. Andre lande med lavere skat har en sundere, bedre uddannet, længere levende og rigere befolkning." (David Gress, Brl.T., cit JP Kunst&Kultur 02 NOV 99).

Hvad er en stat i dag? Den er et magtapparet, som ejer/kontrollerer er samfund og som er anerkendt som sådan af andre, lignende magtapparater. Det er nu (for at bruge en ganske dækkende biologisk metafor) opgaven at forvandle dette rovdyrkollektiv, som i mange lande allerede er degenereret til at være en parasit, til at fungere positivt. I symbiose(s.d.) med samfundet.
I moralsk betydning sondrer jeg ikke mellem forskellige statsformer, men gør det i allerhøjeste grad i praxis. For at være mere præcis betragter jeg stater som Burma og Zimbabwe som stater på rovdyrstadet, og stater som USA og Danmark som stater på parasitstadiet, med visse symbiotiske træk (et stort set fungerende retssystem og et forsvar/politi, som ikke misbruges indenrigspolitisk i større omfang).

Derimod kan jeg IKKE betragte statsdrevne sundheds- social og undervisningssektorer som et udtryk for symbiose(s.d.). De kunne fuldt så godt og antagelig bedre være private. Men de udgør så kraftige magt og kontrolinstrumenter i statens hænder, at dette kan være forklaringen på at åbenlys undertrykkelse er sjælden her i landet.
Se:Bureaukrati, Etatisme, Holocaust, Organiseret kriminalitet, Skat, Slyngelstater, Totalitarisme.

Staten i morgen
Staten, som vi kender den i Danmark, synger måske på sit sidste vers. Den kollossale beskatning og den voksende folkelige foragt for politikerne minder forbløffende om den katolske kirkes situation omkring og efter bogtrykkerkunstens fremkomst - med de deraf flydende muligheder for øget udbredelse af viden og afskaffelse af kirkens monopol på den hellige skrift.
Statens autoritet smuldrer, når den ikke evner at udøve sin centrale funktion, sikring af liv og ejendom. Det er farligt, når anti-terrorist-politiet (statens håndhævere) optræder maskeret af frygt for deres eget og deres families liv.
Og lige som bogtrykkerkunsten i reformationstiden er der nu et vældigt, nyt instrument for spredning af information, nemlig internettet. De dygtige og initiativrige unddrager sig nu kontrol og beskatning via kryptering.
"Staten har vænnet sig til at behandle sine skatteydere som en bonde behandler sine køer og holder dem i indhegninger, så de kan malkes. Men snart får køerne vinger." (Davdson og Rees-Mogg: The Sovereign Individual.) (Se: Dyrlægemoral)
Vi går interessante tider i møde!

*****************

Statistik
"Ugifte mænd tegner sig for 90% af alle voldsforbrydelser.. de burde fængsles, rent præventivt for at undgå mere blodsudgydelse."
-"Hvad hvis de snyder systemet og gifter sig?"
- Så er det straf nok!" ("Dilbert")

"88 % af alle trafikulykker skyldes ædru bilister - forbyd ædru bilister!" (Tage Voss).

Statsborgerskab. Giver rettigheder(s.d.) og pligter som borger(s.d.) i en stat(s.d.). I en liberal stat består statsborgerskabet blot i rets- politi- og militær beskyttelse, samt evt. stemmeret og skattepligt.
I Danmark tildeles desuden en række såkaldte "gratisydelser", såsom undervisning, social forsorg, sygepleje osv.  Man kan faktisk tisse i sengen med offentligt tilskud! "Gratisydelser" er IKKE betinget af statsborgerskab; de tildeles (med visse undtagelser) enhver, der har foden indenfor grænserne. Fordelen ved statsborgerskab fremfor opholdstilladelse er hovedsagelig at man ikke kan udvises fra tag-selv bordet.

Landene har forskellige kriterier for tildeling af statsborgerskab. Typiske indvandrerlande som USA og Frankrig bruger jus solis -princippet. Er man født i landet, er man automatisk statsborger. Andre lande, som Tyskland og Israel bruger jus sanguinis - princippet. Man har ret til statsborgerskab, hvis man er af tysk hhv. jødisk oprindelse.
Ifølge den danske grundlov har ingen ret til statsborgerskab efter nogen af disse principper. Dansk statsborgerskab ("indfødsret") skal tildeles ved lov i hvert  enkelt tilfælde, efter tre behandlinger i Folketinget. Grundlovens givere mente at tildeling af indfødsret skulle være en sjælden foreteelse. Folketinget har dog nu i årtier groft overtrådt Grundloven. Hver TREDJE måned er der ved lov  tildelt dansk indfødsret til tre-fem TUSIND udlændinge, herunder også kriminelle og folk uden ordentlige dansk-kundskaber. Disse love, med de enorme navnelister, debatteres naturligvis ikke seriøst i salen.

I 2002 fik Dansk Folkeparti gennemført en stramning, som bevirkede en kortvarig opbremsning. Pr. 2004 er forholdene dog stort set som hidtil, idet de trufne aftaler blev misligholdt af integrationsminister Bertel Haarder. Ydermere tildeles fremmedes børn statsborgerskab efter ansøgning, når de fyder 18 år.
Se: Fremmedpolitik, Galskab, Grundloven, Indvandrer, Landsforræderi.

Statsminister. Se: Løgn, Rasmussen, Povl Nyrup, Tugthuskandidat, Valgflæsk.

Statspropaganda. At tvinge folk til at betale for at man fylder dem med reklamer om, hvor fortræffelig man selv er, kaldes kulturpolitik. Det rette navn er statspropaganda.

Statstilskud. Den danske vej til det totalitære(s.d.) samfund(s.d.). "Den der betaler musikken bestemmer melodien".
Se: Klient, Stemmeret.

Stemmeret. I dag et udvandet og næsten ligegyldigt fænomen. Vælgernes(s.d.) meget beskedne indflydelse er tilsyneladende helt adskilt fra det dertil hørende ansvar(s.d.). Naturligvis kun tilsyneladende, for i sidste ende kommer vælgernes beslutninger naturligvis til at berøre dem selv. TANSTAAFL!(s.d.) Men adskillelsen i tid og rum mellem valghandlingen og følgerne af denne er så stor at disse sidste sjældent påvirker handlingen.
Skulle man binde indflydelse og ansvar ordentligt sammen, kunne man for exempel begrænse stemmeretten til personer, der har 1) gennemført to års militær- eller samfundstjeneste eller 2) Har avlet/født og opfostret et vist antal børn eller 3) driver deres egen virksomhed, hvorved de forsørger deres egen familie og/eller betaler et vist minimumsbeløb i skat(s.d.).
Stemmeretten kunne graderes, således at en enkelt stemme kunne købes for fx. en gennemsnits månedsløn. Eller en mor med to ti-årige børn, som har tjent to år i forsvaret, er selvstændig næringsdrivende og betaler skat kunne have seks eller otte stemmer.
Offentligt ansatte bør naturligvis hverken have stemmeret eller være valgbare. De er (rettere BURDE være) borgernes tjenere, ikke deres herrer. Det samme gælder personer på overførselsindkomst.
Se: Tiggereden.

Stenalderideologi. Se: Socialisme.

Stikker. Person, som angiver landsmænd til fjenden.
Se: Raxen.

Straf. Begrebet er ældgammelt og kendes hos (andre) flokdyr. Der findes et væld af argumenter for og imod.
Generalprævention. Man straffer nogle for at afskrække andre. Det fører logisk frem til at lovovertrædere bør straffes grusomt, og at afstraffelsen bør vises på TV i den bedste sendetid.
- Specialprævention. Straffen skal afholde den enkelte  lov(s.d.)overtræder fra at gentage sin handling. Dødsstraf er selvfølgelig det eneste helt sikre. Men måske kan mindre gøre det i visse tilfælde:   På spørgsmålet om hvad der havde fået en forhærdet 38-årig ind på forbryderbanen svarede han: "Hvis jeg, første gang jeg som 14-årig var blevet taget for biltyveri, havde fået 30 dage i en isolationscelle i Vestre Fængsel, uden faciliteter som fjernsyn, musik og læsestof, og hvor selv de to daglige gårdture havde været uden omgang med andre fanger og med kun én times besøg hver fjortende dag, var jeg blevet så skræmt at jeg aldrig var blevet kriminel. Men "flinke" dommere gav mig i stedet tiltalefrafald efter tiltalefrafald, indtil jeg endelig fik halvandet års fængsel. Der sad jeg sammen med andre kriminelle, der kendte en masse fiduser, og så var jeg færdig for altid." (Læserbrev, Brl.T. 07 MAR 04)
- Resocialisering. Også kaldet genopdragelse. Forudsætter at den dømmende og den staffende myndighed er legitime opdragere af andre mennesker. - En totalitær(s.d.), eller i alt fald etatistisk(s.d.) opfattelse.
Hævn-argumentet. Accepterer den dybtliggende menneskelige følelse at en krænkelse skal besvares med en afpasset mod-krænkelse. "Øje for Øje og Tand for Tand".
Økonomi-argumentet. Straffen skal først og fremmest sikre at ulovlig-heder(s.d.) ikke betaler sig. Denne straf-filosofi er utvivlsomt mest effektiv overfor regelbrud som narkohandel, smugleri og skattesnyderi. Måske også overfor visse former for berigeseskriminalitet og personkrænkelser. Dog næppe overfor voldsforbrydelser.

Strafbegrundelser hviler på vurdering af handlingen. Denne vurdering kan være moralsk(s.d.), pragmatisk (nyttebetonet) eller en blanding. Er det hensigten med handlingen, der skal straffes? Eller er det resultatet? Problemet kompliceres ved at mange ulovligheder ikke er egentlige forbrydelser(s.d.), men blot forsøg på at unddrage sig statsmagtens overgreb, med andre ord selvforsvar.
Diskussionen kompliceres yderligere af at ordet "straf" ofte bruges i en anden betydning end den oprindelige. I den politiske debat ser man ikke sjældent at fratagelse af privilegier(s.d.) betegnes som straf. Ok, det kan naturligvis føles som en straf for en "flygtning" at få frataget opholdstilladelse med dertil hørende overførselsindkomster som resultat af fx. grov narkokriminalitet, men bortfald af en ufortjent gave (et privilegium) er principielt ingen straf.
Se: Kriminalitet, Retfærdighed, Skyld og ansvar.

Hvis der ikke fandtes straf ville kriminaliteten være langt højere (jfr. den politiløse tid SEP 1944 - MAJ 1945).
Da svenskerne løslod alle indsatte efter halvt udstået straf, steg kriminaliteten.
Desuden holdes forbryderne jo væk fra kriminalitet, når de er buret inde.
Iøvrigt bygger debatten på dogmer, som stammer fra undersøgelser, der ikke lever op til statistiske metodekrav. (Jfr. retsøkonomen, professor Erik Lando, Handelshøjskolen 14 SEP 03)

Straffelovens kapitel 12 omhandler forbrydelser, der i daglig tale kaldes landsforræderi. Da loven blev givet var truslen mod landets nationale integritet af militær art. Loven bekriver og strafbelægger derfor handlinger til støtte for en udenlandsk militær- eller statsmagt.
I dag er dette ikke tilstrækkeligt. Straffelovens kapitel 12 bør opdateres under hensyn til nutidens vilkår.  En stor del af den nuværende tekst kan bibeholdes, men hvor der fx. tidligere stod "fremmed magt", bør der stå "fremmed magt eller fremmede folkegrupper.
Eftersom landet allerede nu i lang tid har været udsat for masseindvandring, og eftersom virkningerne heraf længe har været velkendte, specielt af de ansvarlige, bør disse lovændringer gives tilbagevirkende kraft. Man bør nemlig mærke sig at Grundloven IKKE forbyder love med tilbagevirkende kraft. Det skyldes naturligvis at der kan forekomme særdeles grove, men ikke hidtil kendte forbrydelser, som der ikke kan lovgives imod, så længe de skyldige sidder inde med lovgivningsmagten.
Det er netop situationen i dag. Det er ikke muligt at opdatere straffelovens kapitel 12, så længe flertallet af Folketinget ville rammes af denne ændring. Men ændringen er voldsomt tiltrængt.

Straffelovsovertrædelser. Kan være egentlige forbrydelser, dvs. krænkelser af naturretten(s.d.), men er det langtfra altid. Man bør derfor følge Romerretten og  sondre mellem forbrydelser og regelovertrædelser.
Se: Kriminalitet, Valgflæsk.

Strategi er kunsten at planlægge, men kan også betyde selve planen. Ordet forvexles ofte med et nært tilknyttet men ganske forskelligt begreb, nemlig taktik. Groft sagt er taktikken de metoder, man benytter for et gennemføre sin strategi.

Studenteroprør. Se: Civilcourage, Opportunisme, 68-oprør-

Subsidiaritets-princippet. Oversættes ofte (delvis fejlagtigt) som nærheds-princippet. Formuleret af pave Pius XI i en rundskrivelse (encyclica), der var frugten af forliget (Concordatet) i 1932 mellem den fascistiske stat og Vatikanet. Princippet er at centralmagten først griber ind, når lokalmagten selv har forsøgt at løse et problem, og da kun hvis centralmagten er utilfreds med den lokale løsning, som iøvrigt skal være i overensstemmelse med retlingslinjer, fastsat af centralmagten.
Kort sagt: EU bestemmer hvad Danmark må bestemme selv. Subsidiari-tetsprincippet er således i direkte modstrid med princippet om suveræni-tet(s.d.). Et suverænt Danmark kan selv bestemme, hvad landet vil lade EU bestemme. Her er der omvendt.

Suversion. Se: Undergravende virksomhed.

Suverænitet. Selvbestemmelse. Mulighed for at gennemføre beslutninger uden tvang(s.d.) fra andre stater eller overnationale organisationer. Det er således blot et andet ord for frihed(1), anvendt på stater.

Svage grupper.
"Kalder man nogen for "svag" implicerer man at han har brug for hjælp, og hvem skal hjælpe? Det skal den, der taler. For han  er så klog, så retfærdig, så oplyst.

Det, der virkelig kan hjælpe de svage, er at de bliver stærkere og får magt over deres egne liv. Historien og menneskets natur anviser én og kun én vej dertil,  den vej, Europa først beskred i 1500-tallet og frem, og det er kapitalismens og demokratiets vej. Kun når politisk magt og adgang til ressourcer spredes kan undertrykkende magtstrukturer undergraves. Og det er aldrig, aldrig nogensinde sket ved at følge den politiske vej, som venstrefløjen drømte om, den antikapitalistiske revolution og det socialistiske tusindårsrige. (David Gress, WA 23 MAR 01).

"Svage grupper" er et hælde-vand-ud-ørerne begreb, der ofte bruges til at legitimere politisk magtstræb. Man ser det brugt i nonsens-sætninger af typen: "Det går mest ud over de svage grupper". Selvfølgelig gør det det - ellers havde de jo ikke været svage. Hvordan skulle man ellers definere begrebet "svag gruppe"?  - Spejlblank logisk nonsens! Tautologisk nulsignal!
Det minder om politikeren, der lovede vælgerne at han ville stræbe efter at alle fik en indkomst over gennemsnittet. Pointen er, at ikke én eneste i forsamlingen lo!

Man bruger også udtrykket "marginalisering", og politikerne(s.d.) snakker om "to tredjedelsssamfundet". Billedet forvirres desuden at politikerne også betegner fremmede som "svage grupper", hvilket er en tendentiøs udvidelse af begrebet gruppe. Tilløbende fremmede  udgør ikke grupper, ligeberettiget med danske borgere(s.d.).
Især når man har sit gode udkomme ved det, og over i købet kan føre sig "noget så god", er det fristende at vie sit liv til at "hjælpe svage grupper"- med andres penge, förstås. Så længe disse penge kommer fra frivillige bidrag, er der sat en naturlig grænse for velgørenheden og den skade, den kan forvolde. Men det bliver katastrofalt, når staten(s.d.) og dermed skattevæsenets(s.d.) tvangsapparat bringes i spil.

Liver er hårdt. Ingen slipper levende fra det. Og i virkelighedens verden er der altid nogen, der klarer sig dårligere end andre. Nogen endda meget dårligere. Hvis det gøres til en "godhedsindustri(s.d.)" at hjælpe de dårligst stillede, går det let hen og bliver til en hjælp og en levevej for hjælperne. Desuden bliver "de svage" ofte holdt fast i hjælpeløsheden. Er "støtten" større end det, man kan tjene ved at feje gårdspladser, vælger man sjældent det sidste, selv om fejning er det eneste, man du'r til. Og hvad værre er, man får heller ikke større interesse i at forbedre sin situation. - Til at lære andet end at bruge en kost.
Hvorfor er "de svage" svage? Tja, det spørgsmål ville slet ikke kunne stilles i naturtilstanden. Her bliver "de svageste" elimineret af rovdyr. Blandt vore nærmeste slægtninge, chimpanserne udryddes de svage familieflokke af de stærkere i brutale småkrige.

Mest politisk korrekt(s.d.) er den idé at mennesker "knuses" i det sociale system. Man finder en tydelig statistisk sammenhæng mellem arbejdsløshed, lav indkomst, dårlige boligforhold, højere sygelighed, dødelighed og misbrug af forskellig art. Kort sagt: "Det er samfundets skyld!" Pudsigt nok fører denne påstand som oftest til den konklusion at dette skyldige samfund bør gribe ind!
Menneskeknuser-tesen kan næppe afvises fuldstændigt. Men der er andre mulige og endda sandsynlige årsagsforklaringer. En af dem er at de svage er svage fordi de har et dårligt helbred, en uhensigtsmæssig livsstil, et kraftigt misbrug..." (Anders Hede: "Opgør med sovepuden" WA 16 JUL 99).
Iøvrigt tør ingen i godhedsindustrien gøre noget for én bestemt, meget svag gruppe, der virkelig behøver hjælp: de hyppigt voldtagne, mishandlede og ikke sjældent livstruede muslimske kvinder, som indvandringspolitikerne har kulturberiget vort land med.
Se Minoritet, Social arv, Sproget, misbrug af-, Venstreorienteret.

Svigt. April 2000 skrev tekst-tv Nyhederne at "psykotiske indvandrere svigtes". Det er nonsens. I ordet "svigt" ligger en påstand om at en forpligtelse er blevet forsømt, en aftale ikke overholdt.  Men Danmark har ingen forpligtelser overfor gakkede kameldrivere fra det mørke Afrika, og kan følgelig ikke svigte dem.  Iøvrigt har vi (iflg. politikerne) indvandringsstop. Så der kan slet ikke være nogen indvandrere at svigte.

Svinehund. Specielt modig og stærk jagthund, der bruges til at stille vildsvin, så jægeren kan komme på skudhold. Bruges metaforisk (dvs. i overført be-tydning) om de få modige, der vover at trodse den officielle fremmedpoli-tik(s.d.)

Symbiose. (græsk: samliv). Hyppig i naturen. Flere dyre- og plantearter lever sammen til fælles nytte. Antagelig udvikler symbiose sig fra et rovdyr-byttedyr stadium over et parasit(s.d.) stadium til egentlig symbiose, hvor begge parter har gavn af forholdet. Somme tider slutter udviklingen med en egentlig sammensmeltning til en ny organisme.
Alle flercellede dyr menes i dag at være resultatet af symbiose mellem bakterier (endosymbiose).

Synd. Flere betydninger. Bruges ofte synonymt med brud på naturretten(s.d.). Den dybeste religiøse betydning er måske "at nægte at være en del af den guddommelige Grund, hvorfra vi kommer, og hvortil vi går." (Paul Tillich).

Sædelighed. Relativt begreb. I Danmark anses det fx. for at være et brud på sædeligheden at præster driver bordelvirksomhed. I det shia-musliske Iran drives glædeshusene af mullah'er. De vier kunden til en prostitueret i et "midlertidigt ægteskab", som opløses ved at kunden tre gange erklærer at han forstøder "hustruen".
Se: Sex og Socialisme.

Sædvaneret. Se: Common Law.

Censur

Censur. Beskrives i Grundloven (s.d.) som en "forebyggende foranstaltning". Det frie ord er farligt, men uundværligt. Grundloven forbyder censur. For-andring skal være mulig, selv om den mishager magthaverne.

Tilfældigt citat