Religioner

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

Indhold

Indledning
Jødedom og jødiske sekter
En verdslig religion?
Andre religioner
Atter andre (shamaner, djævletilbedere)
Religion og statsmagt.
Religionsforfølgelse

Indledning
"Der kendes ikke en Stamme i hele den vide Verden, sm ikke ejer en religion; men vi maa bare være klar over at dette Ord visse Henseender dækker dækker over noget andet end det, vi forstaar derved." (Kaj Birket-Smith, Tro og Troldom 1947).

Magien er vel den tidligste form for religion. Fortidsmennesker som Neander-taleren havde en form for dødsmagi. og selv små børn udvikler spontant deres egen magi meget tidligt. Ritualer, som skal bringe held eller afværge uheld. Ikke træde på flisemellemrum, for eksempel.
Religion beskæftiger sig med tilværelsens dybeste spørgsmål. Er der et formål med livet? Er døden afslutningen? Religion er tæt sammenvævet med kulturen og historien. Den spiller en afgørende rolle for hvordan de fleste tænker og handler.
Trosspørgsmål og friheden til at tro var noget, europæerne gav deres liv for - og tog andres liv for - gennem århundreder. Det forstår kun få danske politikere i dag. De fleste er vokse op i rationalistiske, irreligiøse omgivelser og har studeret økonomi og statsvidenskab, eller de har en anden lang eller mellemlang uddannelse. De fatter ikke at troen for mange folk er meget mere end "gammeldags overtro og hønisser på et snoreloft, som den kommunistisk opdragne og enormt indflydelsesrige socialdemokratiske politiker og skole-lærerinde Ritt Bjerregård formulerede det.
De har glemt at den moderne statsvidenskabs fader, Max Weber, skrev et glimrende og meget indsigtsfuldt værk om troens (specielt protestantismens) betydning for den økonomiske udvikling. Og de har næppe endnu opdaget at politologer rundt om i verden forlængst har indset at troen har enorm betydning for menneskers gøren og laden. De har for travlt med at "regulere" til at kunne se ud over deres læsebrillers kant og opdage at for mange mennesker er troen en afgørende og bestemmende faktor i deres liv. Det gælder ikke minst for en meget stor del af de muslimske "nyanskere". Se: Islam.

Søger man ind til ordet religons dybere betydning støder man på ordet yoga, et sanskrit-ord (et indoeuropæisk oldtidssprog). Det er centralt i Hinduismen, men genfindes i som yoke i engelsk, iugum i latin, joch i tysk, igo på russisk og åg på dansk. Det hentyder til at åget forener to yderpunkter. faktisk er ordet "to join", at forene, meget udbredt på engelsk i netop i denne betydning. En god oversættelse af ordets oldgamle åndelige betydning er derfor "forening" mellem det åndelige og det legemlige, mellem følelser og intellekt, mellem jeg og mig, mellem venstre og højre hjernehalvdel, sjæl og krip, individ og gud.
En lignende forklaring kan findes på ordet religion. (re-ligare = at genbinde (latin)). Svarer til nutidige tanker om det hele menneske. Ordet "hellig" hænger formentlig sammen hermed. Grundtvig konluderede at "Religion er det Endeliges Samfund med det Evige." Her skal vi fomentlig ved "Det Endelige" forstå den relative verden, eller legemet i bredeste forstand, "Samfund" i betydningen "finde sammen" og "det Evige" som åndens verden, eller måske endda det Absolutte(s.d.).
Der findes mange former for yoga-udøvelse, men målet er det samme. De forsellige indiske systemer, som under ét kaldes yoga, har paralleller i mange andre kulturer. Exempelvis Huna på Hawajii, Taoismen i Kina, Sufismen i den islamske kulturkreds - og selvfølgelig kristendommen. Så vidt jeg er under-rettet betyder betyder hinduismens svastika, taoismens yang-yin symbol og judaismens davidsstjerne endda det samme, nemlig forening - altså yoga.
Mange religioner er baseret på åbenbaringer - personlige kontakter med Gud. Jødedommen så helt klart, Kristendommen ligeledes. Islam indirekte (via ærkeenglen Gabriel - eller en ånd, der udgav sig som ham). Mormonernes profet fik mystiske guldtavler anvist af en ærkeengel. Sun Young Moon, grundlæggeren af Unification Church, har ligeledes haft kontakter med det hinsidige. Hinduismen har talrige avatarer (guddommelige inkarnationer).
Derimod fortaber grundlæggelsen af Hinduismen sig i fortidens og myternes tågeslør. Indisk historie er ikke ordnet kronologisk, men tematisk; man ordner ikke beretningerne i tids-rækkefølge, men efter beretningernes grundtema. "Grundbogen", Bhagavad Gita er et stykke storslået poesi, som sine steder virker guddommeligt inspireret. (Se afsnittet om hinduismen.)
Disse åbenbaringer er ubeviselige, men det er et fundamentalt princip for kommunikation, mundtlig såvel som skriftlig, at man (indtil andet er bevist) antager at den anden part taler sandt (efter egen formening). Det hindrer naturligvis ikke at man kan være skeptisk og selv prøver at undersøge sagen så godt som muligt.
Se: Guddommelig indgriben, Islam, Mysticisme.

alt

Torah-rulle

Jødedom og jødiske sekter
Jødedommen siges at være monoteistisk, men den rette betegnelse er monolatrisk (tilbedende én gud). For jødedommen afviser ikke existensen af andre guder. Israels Gud er blot den gud, jøderne er blevet udpeget til at være "ejendomsfolk" for, hvadenten de vil eller ej. Han er Abrahams, Isaks og Jakobs gud.
Jøderne missionerer ikke. Hvordan ikke-jøder dyrker deres guder, må de selv om. Jødedommen er ikke baseret på tro (den kommer blot normalt af sig selv, hvis man følger Loven), den er baseret på lydighed overfor Loven, som er Herrens bud, nedskrevet i Toraens moselov. Disse er meget omhyggeligt og detailleret fortolket i Talmud.
Rabbi Hillel, der levede på Jesu tid sagde at det centrale bud i Toraen er "Du må ikke gøre mod din næste, hvad du ikke vil at din næste skal gøre mod dig". Se: Den gyldne regel.
I moderne, politisk korrekte termer er jødedommen diskriminerende og racistisk, idet blandede ægteskaber fordømmes.

alt

Kristendommen er principielt monoteistisk, men opfattes ikke sådan af jøder og muslimer. De har af gode grunde svært ved at fatte treenighedsdogmet, for ikke at tale om helgendyrkelsen.
Kristendommen hævder at mennesket er belastet med arvesynd. Vi er ikke født "gode", tværtimod. Vi er syndere, og det er ikke "samfundets skyld". Det er ikke fordi kristne ønsker at det skal være sådan, men sådan ER det! Derfor gør kristne ofte en stor indsats for at alle skal finde frem til Troen. Troen er nemlig en forudsætning for Nåden, der er det eneste, der kan frelse det syndige menneske fra evig fortabelse. De missionerer, og det er da egentlig smukt af dem.
Kristendommen "diskriminerer" på det forfærdeligste. Den, der ikke tror på Jesus/giver sit liv til Ham, er fortabt og vil efter døden lide evig pine i Helvedes(s.d.) brændende svovlpøle. Det er sandelig diskrimination, der VIL noget! (Der forlyder intet om at der er mulighed for psykologhjælp i Helvede, skønt hvem ved? Der må være ganske mange psykologer dernede.) Dog fordømmes blandede ægteskaber mellem kristne og ikke-kristne mig bekendt ikke, officielt. Men den mest fremtrædende holdning blandt kristne er at man kun kommer i Himlen, hvis man har Den Rette Tro. Hvor, iflg. Grundtvig: "så frydeligt der til evig Tid med Venner i Lys vi tale."
Hvor "frydeligt" det så er at stå og snakke i al evighed er ikke oplyst.
Den Liberale Katolske Kirke - ikke at forvexle med den, der styres fra Rom - anerkender at andre kan finde andre veje til frelse.
En del historikere og ikke helt få teologer hævder at Kristendommens oprindelse fortaber sig i myter. At de evangeliske beretninger ikke er historiske. De kan ikke bevises gennem samtidige beretninger eller gennem arkæologiske fund. Dette er kun delvis sandt. Der er fundet tydelige spor efter korsfæstelser i Palæstina; navnet Pilatus er fundet på en stenplade i Cæsarea; Herodes er en historisk person; Josephus omtaler en jødisk mirakelmager, der kan være Jesus.
Desuden er det vanskeligt at give nogen anden fornuftig forklaring på Kristendommens opståen. Jesus optrådte gentagne gange spillevende efter at mange havde bevidnet hans grusomme død, og efter at kvinder havde salvet hans lig, og det var lagt i gravkammeret.
Kristendommen fremtræder som et forsøg på at give en rimelig forklaring på disse observationer. Og som andre fornuftige folk har de tidlige jesustilhængere brugt Sherlock Holmes' princip: "When you have eliminated the impossible, whatever remains must be the truth."
Man kunne også bruge "Occam's Razor"(s.d.): at antage at evangelierne overvejende er historisk korrekte er den simpleste forklaring på de observerede kendsgerninger. Disse kendsgerninger er at Kristendommen faktisk opstod og bredte sig med forbløffende hast over hele den da kendte verden.

alt

Pentagrammet er, ligesom halvmånen og sværdet, vigtige symboler for islam

Islam er strengt monoteistisk, missionerende og ofte dybt intolerant og diskriminerende. En muslimsk kvinde må ikke gifte sig med en "vantro". Om man kan kalde islam en jødisk sekt kan man skændes om til dommedag. Men når muslimerne selv hævder at de tilbeder den samme gud som jøderne og hævder at de respekterer Bibelen og har overtaget en del af de jødiske forbudsregler, så vil jeg gøre det.
Muslimer betragter alle andre som "urene" og "vantro", ikke alene som uoplyste, men som frafaldne fra Den Rette Lære, for alle mennesker fødes som muslimer! Se: specialartikel om Islam, Gelofobi.

Mormonismen (Jesu Kristi Kirke af de Sidste Dages Hellige) og Jehovas Vidner har ikke større betydning i Danmark. Det samme gælder Sun Myung Moon's Unification Church.
Mormoner og "moonier" følger et sæt af ret strenge, men fornuftige leveregler. Hvis de blev fulgt af alle, ville de måske resultere i et langt bedre samfund, end vi har i dag.

En verdslig religion?
Marxismen har en eskatologi (endetidslære) med et "paradis" (det klasseløse, kommunistiske samfund) og bygger på en ontologisk(s.d.) teori, nemlig materialismen.
Men marxismen er ikke nogen religion. Begrebet religion rummer åndelige aspekter, der er fremmede for marxismen/den dialektiske materialisme.
Desuden formår marxismen kun sjældent at gribe mennesker, som en religion kan gøre. I sidste ende beror religion på personlig erfaring om at der faktisk er en transcendent, en åndelig verden, om man vil (Se: Mystik). Ingen har "mødt Karl Marx" . Mange har "mødt Jesus" - helt bogstaveligt!

Andre religioner
Zaratustras lære og den japanske Shinto har jeg ladet udgå, da de er uden betydning i Danmark. Derimod kan andre orientalske religioner som Buddhismen og Hinduismen, Taoismen, samt diverse såkaldte naturreligioner nok få betydning i kraft af masseindvandringen.
Jeg burde måske have medtaget Voodoo, men den ved jeg for lidt om.

alt

Dette store "Livets Hjul" (Thangka) støder man på mange steder, hvor man følger Mahayana-buddhismen. Det forestiller dødsguden, der viser os livets aspekter, så vi kan vurdere om vi har den rette balance mellem disse.

Buddhismen
Buddhismen er en livsfilosofi, grundlagt af den indiske prins Gautama Siddharta ( ca. 570-477 f.Kr.). der første fuldt oplyste menneske, Buddha. Det centrale i buddhismen er at Buddha lokaliserer lidelsens årsag i begæret, livstørsten.

"Dette er den hellige sandhed om lidelsen: at fødes er lidelse, at ældes er lidelse. ... ikke at opnå, hvad man attrår, er lidelse. Dette er den hellige sandhed om lidelsens oprindelse: det er livstørsten, der fører fra fødsel til fødsel. Attrå og begær, der finder sin lyst både her og der; tørst efter nydelser, tørst efter tilværelse, tørst efter magt.
Dette er den hellige sandhed om lidelsens ophævelse: at fjerne denne tørst, at lade den fare, at skyde den fra sig, ikke give den rum
Dette er den hellige sandhed om vejen til lidelsens ophør: det er den hellige ottefoldige vej, der hedder ret anskuelse, ret beslutning, ret tale, ret handlemåde, ret levevis, ret stræben, ret eftertanke og ret selvfordybelse."
(Fra Benares-talen).

Buddhismen interesserer sig ikke for guder. Men den har mange steder fået karakter af religion, exempelvis i Tibet og Mongoliet.

alt

Devanagari-tegnet for lyden AUM eller Om. Den centrale mantra

Hinduismen

- Har ingen egentlige grundlæggere, og den omfatter mange, meget forskellige opfattelser, lige fra atistiske til dybt gudstroende.
Det er en almindelig fejltagelse at hinduismen er polyteistisk. Men hinduer erkender naturligvis at kun én almægtig gud er logisk mulig. Som én af "de store guruer" sagde ved en nylig religiøs festival (en Kumbha Mela): "Devaerne er ikke guddommen, lige så lidt som uret er tiden. Men uden uret ved vi ikke hvad klokken er."
Den Højeste Gud benævnes Brahman. Brahman har tre grundlæggende aspekter: Brahma: Gud som skaber, Vishnu: Gud som opretholder og Shiva: Gud som ødelægger.
Hiduismens essentielt monoteistiske kerne fremgår tydeligt af det nedenfor citerede fra Bhagavad Gita: "Than Me, there is no other Master, Prince!". Men den almægtige gud har mange aspekter. Det er storslået beskrevet i denne centrale hellige bog, der beskriver Herren Krishna's samtale med mesterskytten Arjuna.
Hinduismen opererer med mange devaer (aspekter af Gud), og nogle templer rummer skrækindjagende kæmpebuster og statuer af disse. Store, malede ansigter med stirrende øjne og bottede hugtænder påminder de troende om gudernes magt over menneskene. - Og opmuntrer dem til at give rigelige gaver til templet.
Hinduismen er rigt facetteret. En retning, ADVAITA, betyder ikke-tohed, dvs. udelt. Den tanke baseres på Bhagavad Gita, hvor Gud (som Krishna) siger: "Alt er i MIg, ikke Jeg i alt."

Åbenbaringsversene i 7. bog er storslåede. Det er Gud som Krisha, der åbenbarer sig for Arjuna:

... Knoweth Me, as I am, the very Truth.
Earth, water, flame, air, ether, life
and mind, and individuality - those eight.
Make up the showing of Me,
Manifest
These be My lower Nature: learn the higher,
--- Valiant One! (Whereby) this universe is,
by its principle of life, produced;
whereby the worlds of visible things
are born as from a Yoni. Know that I am that womb;
I make and unmake this universe;
Than Me there is no other Master, Prince!
No other Maker!
All these hang on Me as pearls upon a string.
I am the fresh taste of the water;
I the silver of the moon, the gold o'the sun.
Tha words of worship in the Veds,,
the thrill that passeth in the ether,
and the strength of man's shed seed.

I am the good sweet smell of moistened earth,
I am the fire's red light.
The vital air that moves in all which moves
the holiness of hallowed souls
The wisdom of the wise,
the intellect of the informed
the greatness of the great
the splendour of the splendid.
These I am, free from passion and desire
Yet I am right desire in all who yearn
Chief of Bharatas!
For in all these moods, soothfast or
passsionate or ignorant,
which Nature frames deduce from
Me; but all are merged in Me, not I in them...

(Mattew Arnold's oversættelse)

Her er et forsøg på oversættelse til dansk:

Kend Mig som Jeg er, selve Sandheden,
Jord, vand, flammer, luft, æter, liv
og sind og individualitet - disse otte
Udgør Min fremtræden,
Manifest.

Disse er Min lavere Natur, lær nu den højere
Du tapre! (Hvorved) dette univers
skabes ved dets Livsprincipper
hvorved de synlige tings verden fødes
som fra et Kvindeskød. Vid at jeg er denne livmoder
Jeg skaber dette univers og gør det uskabt:
Udover Mig er der ingen anden Herre, Prins!
Ingen anden Skaber!
Alle disse hænger på mig som perler på en snor.
Jeg er vandets friske smag..
Jeg er månens sølv og solens guld.
Tilbedelsens ord i Vedaerne.
Den sitren, som løber gennem æteren,
Og styrken i mandens udgydte sæd.

Jeg er den gode, søde duft af fugtig jord
Jeg er ildens røde lys
Den vitale luft, som bevæger sig i alt, som rører sig,
Fromme sjæles hellighed
De vises visdom, de videndes intellekt
de stores storhed,
de strålendes stråleglans,
Disse er Jeg, fri fra lidenskab og begær.
Og dog er jeg ret begær i alle som længes,
du Bharataers Høvding.
For i alle disse sindsstemninger, sanddru,
lidenskabelig eller uvidende,
som Naturen lader opstå, kommer fra Mig
Men alle indgår i Mig, ikke Jeg i dem.

Hvis alt er i Gud, må alt være Gud. I så fald er Gud jo alt-omfattende ("all are merged in Me"). Da kan man ikke sige at noget ikke er Gud. Ergo er også ateismen guddommelig.
Gudsbegrebet bliver lige så udefinerligt som de fysiske grundbegreber rum(længde) og tid. De kan nemlig heller ikke defineres, men vi ved godt hvad de betyder. - så længe vi ikke bliver bedt om at definere dem.
Begreberne KARMA (handling og dennes følger) og DHARMA (pligten til at finde sig til rette i sin plads i livet) og REINKARNATION er centrale i hinduismen. Heraf følger at éns handlinger bestemmer, hvordan det vil gå én. Men følgerne kan godt lade vente på sig.. Så længe man har en "karma-gæld" er man bundet til fortsatte inkarnationer.
Det må man finde sig i, og det er derfor ingen grund til at begræde sudraerens (den kasteløses) elendige tilværelse. Han er blot ved at slide tidligere inkarnationers karma af. Man bør respektere sin plads og gøre sin pligt, der hvor man nu en gang befinder sig (dharma-princippet).
Hinduismen er forholdsvis fredeligt missionerende.
Karmaloven danner et afgørende skel mellem Hinduismen og Buddhismen på den ene side og de jødiske sekter på den anden.

alt

Yang-yin symbolet rummer en masse visdom

Taoismen
- Er nok den dybeste af Kinas tre store religioner. (De andre er Buddhismen og Confucianismen). Den lægger vægt på enhed og harmoni med naturen, i stilheden. Lao Tse's lille bog, Tao Teh King er en perle af visdom:

På Tao's vej
Ikke enhver sandhed lyder kønt,
og ikke alt er kønt, som er sandt.
En klog mand bruger ikke stærke ord som bevis,
for stærke ord rummer ingen klogskab.
Visdom er ikke det samme som lærdom.
Og lærdom er ikke visdom,
for den vise er intet lagerrum!
Den, som har travlt med andre,
opnår intet selv.
Den, som giver bort,
har derimod meget selv.
På Tao's vej man går og går, og
bliver aldrig træt,
og den kloge, som går den vej, er
derfor altid mild.

Den inderste visdom kan ikke udtrykkes med ord.

Dr. phil Leo Tandrups bittert-ironiske konstatering:

"Vi snakker i dag om fællesskab, fordi vi ikke har noget.
Vi snakker om værdier, fordi vi ikke har nogen."

- har en tydelig taoistisk undertone.

Til trods for Lao Tse's underfundige visdomsord prøver mange taoister at på-virke småguder/naturkræfter til egen fordel ved alskens ofre og hundekunster i templerne. Taoismen er (også) en farverig folkereligion

Confucianismen
Hvis Confucianismen er baseret på guddommelig åbenbaring, er den i alt fald kombineret med en solid portion jordisk og verdslig fornuft. Den kejserlige embedsmand Confucius eller K'ung Fu Tse levede for 2500 år siden. Han formulerede de leveregler, der siden har styret samfundene i det store kinesiske indflydelsesområde. Det er solide regler om at værne om familien og lyde og ære dens overhoved, ligesom familiens overhoved skal ære dem, der står over ham i samfundet - hele vejen op til Kejseren.
I kinesiske spøgelseshistorier får man det indtryk, at det kinesiske hinsidige er indrettet præcis som det dennesidige, med bureaukrater og opsynsmænd og hele sværten. Er der kun bureaukrater i det kinesiske helvede - hvem ved? Der burde i alt fald være masser af politikere i det danske ditto!

I Kina udelukker den ene religion ikke den anden. Store kinesiske templer har tre afdelinger. Først kommmer man ind i den taoistiske afdeling. Den er fyldt med billeder/statuer af mere eller mindre venlige eller frygtindgydende guder og gudinder med forskellige embedsområder. Dem kan man ofre til og bl.a. ved hjælp af joss-sticks aflæse om guderne har hørt éns bønner.
Så kommer man ind i den confucianske afdeling med statuer af mere afklarede himmelske væsener - flot og farverigt klædt i silke. Måske deificerede kejsere?
Til sidst kommer man ind i den inderste del af templet og tager skoene af. Her er en lotusdam og en samling af statuer og statuetter af buddhaer. Selvfølgelig af den første, Gautama Buddha, men også af kinesiske. Disse sidste udmærker sig som regel ved deres glade smil og deres tykke maver. (I en kultur med regelmæsssigt tilbagevendende hungersnød betyder fedme nget helt andet, end den gør i dagens Danmark!).

Atter andre
- Så er der de praktikker, der går under fællesbetegnelser som "primitive religioner" og "shamanisme". En shaman kan kontakte åndeverdenen og gør det - normalt uden betaling. Det kræver langvarig træning, brug af forskellige teknikker og desuden medfødte evner. Men shamanisme er ikke nogen ideologi eller noget, vi ville kalde religion. Så "-isme"-endelsen er egentlig misvisende.
Faktisk ville jeg hellere - med risiko for alvorlige øretæver - betegne shamaner som forskere og videnskabsfolk.
Nogle afrikanske stammefolk, såkaldte " djævletilbedere", tror at der findes en god og en ond gud. Den gode gud gør de ikke meget stads af; han er jo god og gør ingen fortræd. Den onde gud, derimod, gør de meget for at stå sig godt med så han holder sig lidt i skindet. Ikke helt tosset tænkt - vel? Nogle afrikanske kulturberigere, der er "flygtet" til Europa. frygter djævlebesættelser. Og de kan finde på at mishandle navnlig børn på det forfærdeligste for at drive djævlene ud af kroppen på dem.
Masseindvandringen giver sandelig politiet varierende og interessante opgaver!

Religion og statsmagt
Religion er det centrale element i manges, måske det store flertals, liv. Livets inderste betydning har naturligvis langt større betydning end f.ex. politiske spørgsmål. Derfor er religion en trussel mod totalitære magthavere af alle afskygninger.
I 1999 slog det kinesiske diktatur voldsomt ned på en ny åndelig bevægelse, Falung Gong. Kommunisterne følte sig truet af midaldrende mennesker, der mediterede og gjorde åndedræts- og legemsøvelser!
Josef Stalin spurgte som bekendt hånligt: "Hvor mange panserdivisioner har Paven?" Katolikken Lech Walensa brugte ikke panserdivisioner, da han i spidsen for værftsarbejderne i Gdansk startede begyndelsen til enden for det Ondskabens Imperium, Lenin og Stalin havde opbygget.
I helt frie samfund blander staten sig ikke i folks religionsudøvelse, ejheller i hvad folk forstår ved religion. Men helt frie samfund er uhyre sjældne. Det almindelige er at staten (som i Danmark) officielt beskytter religionsfriheden, men forbeholder sig retten til at definere hvad der skal forstås ved religion.
Det er forståeligt; religion kan bruges - og bliver brugt - som dække for undergravende virksomhed og forsøg på at krænke andres frihed. Vi behøver blot at tænke på islam, en "religion" som har meget svært ved at existere fredeligt side om side med andre.

Religionsforfølgelse
Samfund af mennesker, som deler religiøs opfattelse, skaber magtstrukturer, som kan have afgørende politisk betydning. Sådanne magtstrukturer, som meget vel kan betegnes som memer(s.d.), får deres eget liv og stræber efter at opretholde og forøge sig selv. Det kan betyde voldsomme og endog morderiske forfølgelser af anderledes troende.
I Danmark kendes fænomenet udmærket, omend det indtil nu (2011) kun har få politiske aspekter. Der er dom for at fuldmyndige personer kan gribes og spærres inde, hvis formålet er at tvinge dem bort fra deres tro (såkaldt "deprogrammering", dvs. hjernevask(s.d.) i dette ords oprindelige betydning). Opfordring til sådanne forbrydelser straffes ikke. (Jeg hentyder her til visse kristnes hysteriske forfølgelse af "moonierne" mellem ca. 1985 og 1995).
Religionsforfølgelser har mange årsager. Når "fundamentalistiske" hinduer myrder kristne eller muslimske missionærer hænger det b.a. sammen med at disses virksomhed ryster kaste-systemet i dets grundvold. Høj-kaste jordbesiddere kan behandle stammefolk og kasteløse som skidt, men hvis disse vender ryggen til kastesystemet og tilslutter sig Kristendommen eller Islam, går det ikke så let.
Det var ikke altid onde mennesker, der brændte og torterede kristne eller kastede dem for løverne i antikken. (Selv om en del af forfølgelserne nok skyldtes at de romerske politikere var ved at løbe tør for rigtige forbrydere, der kunne sendes i arenaen for at tilfredsstille deres vælgeres og klienters stadig stigende behov for stadig grusommere splatter-shows. Politikerne købte politisk støtte ved at uddele brød og ved at finansiere "skuespil" ("panes et circenses")).
I datidens øjne var det nødvendigt at straffe folk, der forhånede guderne, og forkastede den fælles tilbedelse. For den var essentiel for samfundets beståen i en turbulent verden. Man forstod selvfølgelig at der kun kunne være én Højeste Gud, men det var alt for farligt at vække de lavere guders vrede.
Byens liv centrerede sig om festivals for guderne. Deres billeder kunne være drabelige bemalede figurer i overstørrelse. Har man besøgt et hindutempel (fx i Singapore) har man et indtryk af hvordan sådanne gudebilleder kan have virket på en befolkning uden adgang til anden billedkunst, endsige biografer og farve-tv. Gudebillederne blev båret i procession. Det sker fortsat mange steder i verden. Den katolske skik med at bære helgenbilleder i procession er bestemt ikke nogen kristen opfindelse. Man ofrede til disse billeder og alle spiste af offerkødet. (Antagelig de eneste lejligheder hvor byens fattige smagte kød).
Festivalerne skulle sikre gudens velvilje. Alle vidste jo at guder kunne være kapriciøse og MEGET mægtige. På et Apollon-tempel, jeg tror det er i Efesos, er langsidens ca. 100 meter lange stenrem svagt buet. Pilhøjden er vel omkring 10 cm. Det forestiller en lille del af fælgen på Apollons stridsvogn. Det giver en fornemmelse af med hvilken ærefrygt, man tænkte på de mægtige guder.
Og nu kom disse kristne så og påstod at der kun findes én gud, som overikøbet er død på et kors som en ussel slave for vore synders skyld, men som alligvel lever! Det kunne man nok tolerere, for der var jo så mange guder, og nogle af dem lå såmænd nok i klammeri med konkurrenterne. Men de kristne nægtede stædigt at deltage i byens kollektive gudefestivals; de ville smadre gudebillederne og nægtede at spise offerkød! Det var bare for meget! Det kunne jo nedkalde gudernes vrede over hele samfundet!
Og skulle de mange tempelfunktionærer nu til at finde ærligt arbejde? Og hvad med turistindustrien og souvenirsælgerne med deres gudestatuetter?
Forfølgelserne af kristne i Asien i dag skal måske i nogen grad ses i dette lys, omend hovedårsagen i dag formentlig er muslimernes had til anderledes troende.
Kristenforfølgelserne i Kina (PRC) er utvivlsomt af politisk natur. Kommu-nismens traditionelle had til kristendommen.
Kristnes forfølgelser af andre kristne er en anden sag. Her må vi søge grunden i en ærlig overbevisning om at disse stakkels kættere er besatte af djævelen. Det samme kan vel siges om muslimers henrettelse af frafaldne.

Censur

Censur. Beskrives i Grundloven (s.d.) som en "forebyggende foranstaltning". Det frie ord er farligt, men uundværligt. Grundloven forbyder censur. For-andring skal være mulig, selv om den mishager magthaverne.

Tilfældigt citat