Krig

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

Specialartikel

"What's the matter with you? Don't you enjoy the war?" (Winston Churchill til træt medarbejder under slaget om England).

Indhold
Hvad er krig? Definitioner
Borgerkrig.
Hellig krig.
Sagt om krig.
Krigsårsager.
Retfærdig krig.
Krigslovene.
Mentale aspekter.
Krigens natur.
Fremtidens brændpunkter.
Masseødelæggelsesvåben.
Krigen, fremskridtets motor.
Kan krig afskaffes?
Konklusion.

Definitioner
Den simpleste definition lyder: Krig er kollektiv brug af fysisk vold for at opnå et økonomisk og/eller politisk mål.
Overgangen fra jæger/samlerkultur til landbrug strakte sig over årtusinder. Hvor landbruget fæstede rod dukkede den røveriske vold op. Landbrug betød oplagring af fødevarer. Røveri blev lønsomt.
Voldsmænd etablerede sig som samfundets(s.d.) ejere og beskyttere. Staten (s.d.) og krigen som institution var en kendsgerning.
Krig er en stats måde at påtvinge en anden stat sin vilje. Angrebskrig er "væbnet røveri skrevet med store bogstaver" (Tom Clancy).
"Krig er ikke bare vold og drab; krig er styret vold med et formål. Formålet er aldrig at dræbe fjenden, men at få ham til at gøre, hvad du ønsker, han skal gøre.... ikke drab, men kontrolleret, målrettet vold..." (Robert A. Heinlein).
Ud fra denne definition kan man kalde krig for staternes indbyrdes volds- og berigelseskriminalitet. Moralsk altså ikke synderligt - om overhovedet - for-skellig fra staternes kriminalitet (s.d.) overfor deres egne undersåtter, men bedrevet med voldsommere midler. Clausewitz kaldte krigen for politikkens fortsættelse med andre midler - en pæn måde at sige det samme på. Det rigtige i udsagnet er at politik (s.d.) ofte er en form for berigelseskriminalitet i stor målestok.
Efter denne betragtningsmåde kan forsvarskrig sammenlignes med forsvar mod beskatning og andre former for røveri. Og det er netop hvad forsvarskrig er, historisk set.  Men synsvinklen er for snæver. Der forekommer angrebs-krige, hvor røveri-motivet er mindre udtalt, omend det sjældent er langt væk. Religionskrige, for eksempel.
Lenin så alt som krig ("klassekamp") og betragtede politik som krigens fort-sættelse med andre midler. Disse midler udvikledes under den kolde krig til en særdeles raffineret form for undergravende virksomhed (s.d.).
Se: Demokrati, Værnepligt.

Borgerkrig
Der er forskellige slags borgerkrige, selv om grænserne er flydende.
Krigen mellem CSA og USA kaldes ofte "den amerikanske borgerkrig", selv om den faktisk blev udkæmpet mellem vel definerede og forskellige stater med modstridende interesser.
De blodige konflikter i det tidligere Jugoslavien i 1990'erne blev kaldt borger-krig, fordi de stridende parter er tidligere dele af samme statsdannelse, dog med vidt forskellig historisk og religiøs baggrund.
Den engelske borgerkrig i 1600-tallet var en "ægte" borgerkrig. Her gik skellet helt ned i de enkelte familier.

Hellig krig
Kan defineres som krig, hvor i alt fald den ene part føler sig højt hævet over og retfærdig i forhold til den anden. Modparten ses som mindreværdig og fortjener hverken nåde eller skånsel. 
Muslimernes religiøse pligt til at islamisere hele verden, om formødent med sværdet i hånd, er et udmærket eksempel.
Se: Islam

Sagt om krig

"Krig er noget lort" (F-16 pilot)

"Krig løser ingen problemer" (gammelt pacifist-slagord)
Kommentar: Det sidste bli'r Carthago's borgmester sør'me glad for at høre!

"Hvis et land ikke har sin egen hær, vil det få en fremmed" (Tillagt Kung Fu-tse)

"Er det ikke unfair, når amerikanerne angriber en terroristbase i Afhanistan med krydsermisslier og dræber uden at udsætte sig selv for fare?" (tv-jour-nalistdame).
"Mellem os sagt: det er hvad våbenanvendelse går ud på!" (Daværende oberst-løjtnant Lars Møller, forsvarsakademiet (Helten fra Operation Bøllebank).
Kommentar: Journalistens spørgsmål var naivt og Lars Møllers svar ramte plet. Men alligevel: kampmoral betyder ofte mere for krigens udfald end våben-overlegenhed. Hvis den ene part ikke er beredt til at yde de ultimative ofre, dvs. menneskeliv, står han svagt overfor en fjende, som er. Dette forudsat at den våbenteknologiske overlegenhed ikke er helt overvældende.
Soldater, der aldrig får lov til at yde en farlig indsats, kan næppe opretholde deres moral.
Somalias krigsherrer slog USA, fordi de amerikanske politikere ikke turde konfrontere deres vælgere med flere amerikanske tab, efter at 18 marinere var blevet dræbt i baghold, hvor de havde ombragt omkring tusind modstandere. Politikerne mente at synet af endnu et amerikansk lig trukket gennem Moga-dishu's gader var for meget for vælgerne. Men det har næppe hjulpet på mo-ralen i US Marine Corps at blive bordret til at stikke halen mellem benene!
De japanske kamikatze-piloter var en alvorlig trussel mod amerikanerne i den anden verdenskrigs slutfase. Var disse unge helte blevet indsat, mens Japan havde flere fly til rådighed, kunne det være gået anderledes, end det gik. Nu stråler deres dåd i historien ved siden af Jeanne d'Arc's og kong Leonidas' og hans 300 heltes fra Termopylae, hvis støv nu hviler under mindestenens stolte, og dog ydmyge ord:

 

Fremmede: Gå;
beret i Lakædaimon:
Døde ligger vi her, lydige mod dets love.

 

alt

Spartansk falanx i angreb

- og ved siden af løjtnant Peter Willemoes', major Anders Lassens, oberst Paludan Møllers, menig Rodger Youngs, Rittmeister Manfred von Richthofens, Oberst Klaus v. Stauffenberg, Croup Captain Leonard Cheshires, Captain Ed.W Freemans og mange, mange andres. - For krig er også at stå ved sine kammeraters side, heltemod, opofrelse, ære. Men soldater tager sjældent de store ord i deres mund. De siger bare at krig er noget lort.

altKamikaze-pilot Hokosawa Hachiro

Jeanne d'Arc

alt

Kong Leonidas

alt

Løjtnant Peter Willemoes

alt

Major Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen, VC, MC and two bars

alt

alt

Oberst Sven Bartholin Paludan-Møller

alt

Menig Rodger Young

alt

alt

Rittmeister Manfred von Richthofen

alt
alt
Oberst Klaus Schenk Graf von Stauffenberg

alt

Group Captain Geoffrey Leonard Cheshire, VC, OM, DSO and two bars, DFC.

alt alt
Captain Ed W. Freeman, United States Army

Medal of Honor citation
Freeman's official Medal of Honor citation reads:

“Captain Ed W. Freeman, United States Army, distinguished himself by numerous acts of conspicuous gallantry and extraordinary intrepidity on 14 November 1965 while serving with Company A, 229th Assault Helicopter Battalion, 1st Cavalry Division (Airmobile). As a flight leader and second in command of a 16-helicopter lift unit, he supported a heavily engaged American infantry battalion at Landing Zone X-Ray in the Ia Drang Valley, Republic of Vietnam. The unit was almost out of ammunition after taking some of the heaviest casualties of the war, fighting off a relentless attack from a highly motivated, heavily armed enemy force. When the infantry commander closed the helicopter landing zone due to intense direct enemy fire, Captain Freeman risked his own life by flying his unarmed helicopter through a gauntlet of enemy fire time after time, delivering critically needed ammunition, water and medical supplies to the besieged battalion. His flights had a direct impact on the battle's outcome by providing the engaged units with timely supplies of ammunition critical to their survival, without which they would almost surely have gone down, with much greater loss of life. After medical evacuation helicopters refused to fly into the area due to intense enemy fire, Captain Freeman flew 14 separate rescue missions, providing life-saving evacuation of an estimated 30 seriously wounded soldiers -- some of whom would not have survived had he not acted. All flights were made into a small emergency landing zone within 100 to 200 meters of the defensive perimeter where heavily committed units were perilously holding off the attacking elements. Captain Freeman's selfless acts of great valor, extraordinary perseverance and intrepidity were far above and beyond the call of duty or mission and set a superb example of leadership and courage for all of his peers. Captain Freeman's extraordinary heroism and devotion to duty are in keeping with the highest traditions of military service and reflect great credit upon himself, his unit and the United States Army.[6]

alt

Krig og moral
Patriotisme, villighed til om nødvendigt at kæmpe og dø i forsvar for sit land, specielt dettes kvinder og børn, ligger øverst på moralskalaen. En kultur, hvor disse værdier mangler, vil gå til grunde, uanset hvad dens moralister iøvrigt prædiker. Og så er det jo lige meget, hvad de har prædiket.
Hyppigt må krigerne senere indse at deres vilje til at tjene en god sag er ble-vet misbrugt. Det er reglen snarere end undtagelsen.
Sandhurst-historikeren John Keegan drømmer om en international krigerfunk-tion (en krigerkaste?):
"Verdenssamfundet har nu, mere end nogensinde, behov for dygtige og disci-plinerede krigere, som er parate til at stille sig til rådighed for dets autoriteter" (John Keegan: Krigens historie)
Kommentar: HM! Javel, men "Quis custodiet ipsos custodes?" (Hvem passer på beskytterne selv) Det er det evige dilemma.
Lejesoldater kan af gode grunde ikke være patriotiske. Deres job er at slås for den, der betaler, helst uden selv at komme til skade. Bl.a. derfor er diverse FN-aktioner sjældent særlig vellykkede.
Er det muligt at indoktrinere unge til at være krigere i globaliseringens tje-neste? Godt spørgsmål!
Se: Dumhed, Moral, Pacifisme.

Krigsårsager
Ifølge Thomas Hobbes skyldes ufred begær efter næstens gods. Under-liggende interesser er det umuligt at få fuldstændigt rede på, men synlige krigsårsager kan let påvises:

Julius Caesar røvede enorme rigdomme i Gallien og myrdede formentlig et par millioner gallere. Trajan udslettede drakernes kultur - og erobrede enorme mængder af guld og sølv. Vilhelm Erobreren indtog ikke England for at bringe lov og orden (selv om han, sandheden i ære, som hertug af Normandiet var ret god til netop dette). Invasionen i 1066 var et røvertogt for at vriste skatskyldige undersåtter fra Harold Godwinson, rivalen til tronen. Officielt var den et opgør med menederen Harold, som havde svoret at acceptere Vilhelm på Englands trone.

Islams udbredelse gennem hellig krig fra Den Arabiske Halvø ud over store dele af Europa, Asien og Nordafrika var nok drevet af religiøs ildhu, men var primært røvertogter, orgier i plyndring og, slavetagning og voldtægt. Men specielt for islams vedkommende er disse forbrydelser Allah velbehagelige, når de går ud over "vantro". - Så egentlig er der ingen skillelinje mellem religiøs ildhu og rovbegær, når det gælder denne arabiske ørkenrøver-religion.

Carl Martell slog den muslimske invasionshær ved Poitiers, fordi de muslimske soldater var optaget af plyndring, og ikke fik regrupperet.

Djenghis Khans og hans efterfølgeres enorme erobringer var ét langt røver-togt.

Var Trediveårskrigen en strid om tro og tilhørsforhold? Vel tildels. Men den blev først virkelig blodig, da den blev en strid om magt og indflydelse.

Klimaændringer Spiller utvivlsomt en stor rolle. Det er nok blevet overset i alt for høj grad. Dette hænger bl.a. sammen med overbefolkning, hvilket er et tabuemne i den politisk korrekte presse.

Brad Plumer foreslår at en vigtig årsag til konflikt er klimaændringer (Washington Post 10 SEP 2013).
a think tank focused on the interactions between climate change and security issues. In recent years, they've published a number of reports looking at the environmental roots of both the Arab Spring and the ongoing civil war in Syria. Brad Plumer: "There are obviously a whole slew of reasons why civil war erupted in Syria. But you've argued that a severe drought and water shortages were a much-neglected factor. Explain how water fits in".
"We looked at the period between 2006 and 2011 that preceded the outbreak of the revolt that started in Daraa. During that time, up to 60 percent of Syria's land experienced one of the worst long-term droughts in modern history."

Kort fortalt er hypotesen at alvorlig/langvarig misvækst driver bønderne til byerne, hvilket ofte overses i udlandet. Dette skaber et enormt nødlidende proletariat og dermed en sprængfarlig situation.

Mange og stadig flere krige skyldes etniske konflikter. Hvis et rige (s.d.) omfatter flere folk (s.d.) kan det ske at et mindretal går i krig for at tilkæmpe sig sin egen stat.
Etniske konflikter kan være meget blodige, fordi de som mål har modstan-derens fortrængning eller fysiske udslettelse. På Balkan ser man hvordan de kan opstå:
Måske har de romersk-katolske kroater og de græsk-katolske serbere levet fredeligt side om side i Bosnien. Men de kommer sjældent sammen, og alle husker blodige massakrer i fortiden. - Så begynder det at komme trussels-breve mod den ene eller begge grupper. Ukendte gerningsmænd brænder en serbers hus af. Andre skyder en kroat. Situationen eskalerer. Selvforsvarsgrupper dannes. Serberen tør ikke vende ryggen til sin kroatiske nabo og vice versa. Spillet er i gang, måske iværksat af ganske få, men nu med hele befolkningen som ofre og deltagere.
Etniske grupper kan tvinges til at leve sammen i fred under en stærk og brutal centralmagt (som Tito's kommunistiske Jugoslavien). Ellers er eneste løsninger, jeg kan se, enten at lade parterne kæmpe til den ene part er totalt slået, eller til de er grundigt krigstrætte, eller at man acceptere princippet om etnisk udrensning, m.a.o. at de forskellige folkegrupper lever hver for sig bag sikre og internationalt anerkendte grænser.

Ideen om et multietnisk samfund er værre end dødfødt. Den er dødbringende.
Se: Konflikttrappen.

Romerne kunne ikke begribe hvorfor jøderne gjorde oprør mod dem - de havde jo bragt fred og orden til landet. I 2004 kunne amerikanerne ikke begribe hvorfor ikke alle irakere elskede dem. De havde jo befriet dem fra en forfærdelig og grusom despot.
Men folk er nu engang helst fri for fremmed herredømme. Og så hjælper det naturligvis heller ikke at mellemøstlige kulturer er jævnthen skruptossede i forvejen. (Monty Pyton's "Life of Brian" rummer faktisk mere end ét gran af sandhed!) Se: Nationalstat.

Omvendt kan det ske at en statsmagt går i krig for at absorbere/opretholde territorium og ressourcer eller for at få flere undersåtter/skatteslaver (kolo-niseringer, Rusland i Kaukasus, Sovjetunionen i Ungarn og Czeckoslovakiet, USA mod Mexico, Sverige mod Danmark).
Beskyttelse af handelsruter er næppe særlig hyppig krigsårsag. Men Danmark ragede dog uklar med England i slutningen af 1700 tallet af den grund, og England er én gang gået i krig mod Kina for at tvinge den kinesiske kejser til at lade engelske købmænd sælge opium i Kina. 1956-felttoget mod Ægypten havde det klare formål at holde den strategisk vigtige Suez-kanal åben.
Fornærmelser og provokationer, specielt når pressen tager fat og forlanger krig. Til den kategori hører måske sænkningen af slagskibet USS Maine i Havanas havn (Den spansk-amerikanske krig 1898) og den fransk-tyske krig 1870, da Napoleon III i grotesk overmod og uvidenhed om den preussiske hærs overlegne artilleri, organisation og føring lod sig provokere til krig mod Preussen og tabte alt.

 

alt

Napoleon III blev taget til fange af preussiske tropper efter slaget ved Sedan. Her er han i samtale med Bismarck. (Fra Wikipedia)

Fejlkalkulationer forekommer. i 1914 skød en serbisk agent den østrig-ungarske tronfølger i Serajevo. Så fulgte et østrigsk ultimatum til Serbien. Det var Serbien på nippet til at acceptere, men Østrig tøvede for længe med at presse Serbien hårdt. Så begyndte Rusland at mobilisere, og det satte mod i serberne. Da Østrig endelig satte sig i bevægelse mod Serbien, sluttede Rusland op på serbisk side. Frankrig havde en aftale med Rusland, og Tyskland måtte mobilisere, hvis Frankrig gjorde. Da den tyske generalstab trykkede på alarmknappen, begyndte v. Schliefens storslåede krigsplan at folde sig ud. De værnepligtige mødte på stillepladserne, blev iklædt og afmarcherede til banegårdene, hvor togene holdt parat. Angrebsplanen indebar et fremstød gennem det neutrale Belgien. Det inddrog England, hvis udenrigsminister sir Edward Grey havde udsendt uklare signaler om, hvorvidt landet ville gribe ind. Men det ville England altså, og Tyskland havde ingen abortknap i sit alarmeringssystem ....Hovsa!

alt>

1. verdenskrig
Fra toppen med uret: Skyttegrave på Vestfronten, en britisk Mark IV kamp-vogn ("tank")krydser en skyttegrav, Royal Navy slagskibet HMS Irresistible synker efter at have ramt en mine under Slaget ved Gallipoli, et Vickers maskingevær-hold med gasmasker og tyske Albatros D.III biplaner
(Fra Wikipedia)

Dumhed kan også spille en rolle. Tysklands angreb på Danmark og Norge var en uhyre dristig operation. Den var næppe blevet iværksat, såfremt den tyske generalstab ikke havde haft vished for at kunne nå Aalborg Flyveplads meget hurtigt, for den var afgørende for operationens videre forløb. Angrebsmålet var nemlig malmhavnen i Narvik. (se 9. april)
Det danske forsvar var uhyre svagt. Det lykkedes endda at skræmme landet fra at mobilisere og opstille et forsvar der, selv om det var svagt, kunne have sin-ket og dermed umuliggjort operationen.
Uvidenhed om modparten og dennes hensigter synes at have været en af-gørende faktor i USA's blodige og voldsomt ødelæggende engagement i Vietnam (se WA Bøger 18 FEB 2000).
Anden verdenskrig startede som en præventiv krig med den britisk-franske krigserklæring efter Tysklands overfald på Polen i 1939. Udvidelse af det tyske folks "livsrum" var en nationalsocialistisk   mærkesag, og Hitler har utvivlsomt regnet med at han ville slippe godt fra dette, som han var sluppet godt fra indmarchen i Saarlandet, sammenslutningen med Østrig (Anschluss) og indmarchen i Czeckoslovakiet. Men her sagde England og Frankrig stop. De indså at Hitler var farlig for deres egen magtpostion og erklærede krig. -   Iøvrigt til de tyske generalers forfærdelse. De vidste udmærket at Tyskland endnu var de allierede England og Frankrig militært underlegne.
Tysklands store sejre i krigens første år må dels tilskrives en fremragende militær føring, dels at Tyskland ikke var hæmmet af demokratiske beslutings-processer.

Ædle hensigter forekommer (tilsyneladende) også. 
USA's engagement i anden verdenskrig indledtes som følger: Præsident Roose-velt søgte et påskud til at inddrage USA i krigen på engelsk side.
Den lejlighed kom, da Adolf Hitler erklærede USA krig fem dage efter japa-nernes overfald på Pearl Harbor. Det var en tilsyneladende idiotisk handling fra Hitlers side, for USA ville næppe have angrebet Tyskland frivilligt. Men det troede Hitler at USA ville, fordi Det Hvide Hus havde ventileret det såkaldte "Germany first" papir, hvorefter USA i tilfælde af angreb fra én af aksemag-terne (Tyskland, Japan og Italien) primært skulle gå i krig mod Tyskland. Papiret var en skinmanøvre; USA's senat ville næppe have tilladt krig mod Tyskland, når man havde hænderne fulde i Stillehavet.
Denne krig blev fremprovokeret af Roosevelt. Japan var blevet klemt hårdt at USA. (Japans strategiske situation var og er fortvivlet. Næsten ingen råstoffer, kun lidt dyrkbart land og en kæmpe befolkning, som ganske vist nu er ved at svinde lidt ind, fordi Japan næsten ikke accepterer indvandring.)
I forvejen var Japan stærkt oprustet og militært aggressivt. Japan planlagde og udførte derfor "overraskelsesangrebet" på Pearl Harbor 7. december 1941. Uvarslet angreb er japansk tradition, men angrebet var ingen overraskelse for Roosevelt. Han kendte planerne og beordrede det havområde, som Japans flåde måtte passere, lukket for skibstrafik. Ingen uønskede rapporter om observationer af den japanske flåde, tak!
Roosevelt vidste at angrebet var i gang, længe før de japanske fly viste sig i horisonten over Hawaii. Hans kodeeksperter kendte den japanske krigserklæ-ring før den blev officielt afgivet, og kun forældede slagskibe lå i havnen som mål for japanernes torpedoer og bomber. Hangarskibet Enterprise var søen, og undgik ødelæggelse. Det fik stor betydning senere i krigen.

USA's indtræden i anden verdenskrig - som blev afgørende for udfaldet - må nok betegnes som begrundet i præsidentens ædle hensigter, formodentlig kraftigt opmuntret af den jødiske lobby.

Statsledere starter også krige for at vende befolkningens opmærksomhed fra indre vanskeligheder. Argentinas besættelse af Falklandsøerne er et godt eksempel. Det samme gælder Margaret Thatchers kraftige respons, der sik-rede hendes popularitet og lange regeringsperiode.

Som noget helt nyt har 68'er generationen med præsident Clinton og den storgrinende brite Tony Blair i spidsen og den radikale skumbanan Niels Helvel Petersen som genert fnisende klakør opfundet den humanitære, folkerets- og NATO-formålsparagrafstridige angrebskrig til brug mod Serbien. Det er en nyskabelse, omend USA's præsident nok også havde brug for at aflede op-mærksomheden fra sine puerile erotiske eskapader.

Retfærdig krig
For de fleste krige i vesten gælder at parterne forsøger at give det udseende af at de lever op til de regler, paven opstillede i 1100-tallet for, hvornår krig er retfærdig:

  • Personer: Professionelle slås mod professionelle. Civile skånes.
  • Årsag: Krigen er berettiget, hvis andre begyndte, eller hvis kristne er truet. (Det sidste var begrundelsen for korstogene).
  • Genstand (Causa justa): Man må kun slås for noget, som rettelig tilhører én. (Den kristne kirkes argument var at Jerusalem var en kristen by).
  • Autoritet (Legitima postas): Krig er ikke en privatsag. Det kræver en pave eller en fyrste at erklære krig.
  • Intention (Recta intentio): Man må ikke føre krig for at erobre land, kun for at genoprette ordenen (normaltilstanden).

Krigslovene
"Soldatens første pligt er uden indsigelse eller tøven at adlyde enhver lovlig ordre, som måtte blive givet af hans overmand."
Ordede "lovlig ordre"er centrale. Soldaten i krig har magt over liv og død. Derfor må man fortolke "soldatens første pligt" modsætningsvis. Såfremt en given ordre er ulovlig må soldaten ikke adlyde den.
På den anden side kan lydighedsnægtelse foran fjenden medføre øjeblikkelig henrettelse. Soldatens job i krig er alvorligt på en helt anden måde end civile eller soldater i fredstid almindeligvis forestiller sig.
Respekten for krigslovene med dertil hørende disciplin og æresbegreber udgør forskellen mellem et militær og en væbnet pøbel.
Der er megen væbnet pøbel på kloden. Fritidssoldater, dårligt uddannet mili-tia, "mujahideen", børnesoldater, "partisaner" og "frihedskæmpere" i mange afskygninger. Mange af dem kan kun betegnes som illegale kombattanter. Vent ikke at sådanne adlyder krigslovene, dvs. ikke dræber fanger, men forbinder deres sår, giver dem mad og lader dem løbe, hvis de ikke kan få dem interneret.
Krigslove er ikke noget nyt, og ikke specielt for Europa:

  • Svage og sårede individer hos fjenden (kvinder og børn og de ældre) skal skånes.
  • De, som ikke er involverede i kampene, må ikke slås ihjel.
  • Fjendens sårede må ikke dræbes.
  • Det private hjem må ikke krænkes og dets indhold må ikke røres, medmindre formålet er at få vand at drikke.

(Ældgamle instrukser for soldaterne blande afrikanske nomader, Cit. F. Krarup Petersen og Hans Hækkerup, JP 22 AUG 1999).
Krigslovene er udtryk for idealer, som soldater med respekt for sig selv over-holder, når de kan. Men de hører ikke altid hjemme i virkelighedens verden. Man må ikke dræbe en fjende, der har overgivet sig, men hvis en patrulje dybt inde i fjendeland er så uheldige at tage en fjendtlig soldat til fange og ingen mulighed har for at sende ham tilbage til egne linjer, og ikke kan frigive ham af frygt for at blive røbet - hvad så???
Svaret er ligetil, brutalt og politisk aldeles ukorrekt.

Krigens mentale aspekter
Krig er grufuld. Men den er også elementært spændende, hvis ordet "spæn-dende" skal have nogen mening.
Én af mine stammefrænder på Borneo (for så vidt som jeg har gennemgået den højtidelige velkomstceremoni), en gammel ibaner og tidligere hovedjæger, mener at menneskene er gudernes kamphaner. Et synspunkt, Homer ville kunne tilslutte sig. Drenge og mænd bruger megen tid på krig, dels som udøvere, dels i computerspil, sportsudøvelse og pr. stedfortræder foran tv-skærmen eller med en bog. Berømte krigere som forfatteren Thomas Dinesen (Victoriakorset, 1. verdenskrig) og forfatteren Ernst Jünger (Pour le Merite, Jernkorset af første grad, 1. verdenskrig) udtalte at at de levede mere intenst i skyttegravenes kadaver-stinkende mudderhelvede end noget andet tidspunkt før eller siden.
Den gamle kriger Winston Churchill's bemærkning: "What is the matter with you, don't you enjoy the war? ville ikke være sjov, hvis ikke vi havde en lumsk mistanke om, at Churchill faktisk mente det.
General Patton sagde: "Gud ske lov at krig er så forfærdelig, ellers ville vi elske den alt for meget."

De berømte gurkha-krigeres drikke-skål lyder: JAI SHIV SHANKAR! (hil Shiva, den store dødsgud). Skålen besvares med: HAR HAR MAHA DEO! (hør, hør, til den største gud!)

Mange unge og yngre mænd keder sig grusomt, når kampen for tilværelsen ender i "social tryghed". Har de ikke mentale ressourcer til at sublimere deres behov for spænding, går de amok. Fodboldoptøjer er ét eksempel. Et andet er aktivister på yderfløje (marxister, autonome, Internationale Socialister, "anti-fascister", "antiracister" islamister, nationalsocialister) samt krigerske "fred-saktivister". "Dyrenes Befrielsesfront" kan også regnes blandt "velfærdsstats-krigerne".
Andre springer faldskærm, flyver ultralight, bestiger lodrette bjergvægge, laver elastikspring, vader gennem dampende regnskov og udsætter sig for vrede hanelelefanter. De får ikke pudset nogen glorie, som "antifascister" eller "dyrebefriere" gør. Men de generer ikke deres medmennesker slet så meget.  Fælles for disse fænomener er at de forekommer i velordnede og fredelige lande, hvor befolkningen er i god foderstand. Andre steder i verden er der spænding nok endda.

I bogen WAR IS A FORCE THAT GIVES US MEANING (New York 2002) hævder krigskorrespondenten Cris Hedges at krig virker berusende, fordi den giver mennesker mulighed for at se tilværelsen i sort og hvidt. Selvkritik bliver irrelevant. Befolkningen føler sig som ét folk. "Krig udfylder vor spirituelle tomhed..."
I krigens hede følte Hedges flere gange at det var mere meningfyldt at dø nu, end at skulle leve videre i den grå hverdag. 
Hedges mener at de fleste krige er "fabrikerede", opstået når det borgerlige samfund bryder sammen og holdt i gang af frygt, grådighed og paranoia. Og de bliver ført af gangstere, der stiger op fra bunden af deres egne samfund og terroriserer alle, også dem, de hævder at beskytte. "Politikerne fodrer medier-ne med de etniske og religiøse forklaringer for at give mening til ødelæggelse og død...."
Vi rummer uhyggelige dybder i sindet. Ikke så helt få har det godt med at slå andre ihjel; det er dog heldigvis de færreste. 
Men kampglæden er langt mere almindelig. Man kunne vel beskrive mænds kampglæde som testosteron- eller adrenalin-narkomani. Nogle synes som bekendt at de forstår et fænomen, hvis der sættes navn på.
Se: Konflikttrappen).

Krigens natur
Krig er ikke nogen særlig hyppig dødsårsag i den vestlige verden. Ifølge Steve Pinker (The Blank Slate. The Modern Denial of Human Nature) er kun to pct. vestlige mænd omkommet i krig gennem hele 1900-tallet.
Dette står i stærk kontrast til krigsdødsfaldene blandt naturfolk. Små 60 pct. Jivaro-indianske mænd omkom i krig i samme periode. For andre naturfolk finder man omkring 30 pct. krigsdødsfald som gennemsnit.
Gennem ca. 400 år i Grækenlands klassiske periode var krig normaltilstanden. Bystaten var stort set i krig med én eller flere naboer i to år ud af tre.

Krigens natur har ændret sig kraftigt op gennem historien - påvirket dels af geopolitiske forhold, dels af folketal, dels, og ikke mindst, af tekniske mulig-heder. I dag eksisterer én overvældende stærk supermagt, USA. Andre militært veludrustede (men USA stærkt underlegne) stater findes i stort tal, men næsten universel oplysning om leveforholdene i den rige del af verden via tv, stigende overbefolkning, truende hungersnød og sidst, men ikke mindst bittert had og mistro mellem forskellige folkegrupper indenfor samme land-område antyder, at low intensity warfare vil blive mere udbredt i fremtiden.
Low intensity warfare betyder guerilla, terrorisme (s.d.) angreb på vitale mål og nøglepersoner, intifada, it-krigsførelse. Sådanne krigsformer kan et nok så teknologisk avanceret militær ikke tackle uden væsentlige ændringer i taktik og organisation. Forskellen mellem almindelig kriminalitet, politisk og religiøs (specielt islamisk) aktivisme vil blive stadigt mere utydelig, og finansieringen af aktiviteterne vil formentlig i endnu højere grad end hidtil komme fra narko-handel (se Narkoproblemet),  menneskesmugling og kvindehandel.
NGO'er (Non Governmental Organisations), fx. militante dyrevenner og miljø-folk optræder i stigende grad som krigsførende. FBI har pr. medio 2003 registreret ca. 1000 kriminelle handlinger fra disse grupper. Skaderne løber op i 100 mill.$. Men stadig forbedret overvågningsteknik øger statens muligheder for bekæmpelse. Og det fremmer udviklingen af "overvågningssamfundet".
Krigsførelsen vil nok for en stor del blive i.t. baseret. Løst organiserede grup-per og enkeltpersoner udveksler ideer via internettet, og meget vil foregå i cyberspace. Hvis "virtuel krigsførelse" lyder for fantastisk for os "gamle", der er vant til at betragte en militær besættelse med infanteri som det endelige tegn på sejr - så tænk på en situation hvor fjenden har adgang til al information i samtlige registre, har kontrol over al kommunikation og kan udstede ordrer, der ser ud som/lyder som ordrer fra egne myndigheder. En fjende, der har brudt ind i bankernes edb-systemer, manipulerer formuer osv.
Der hersker stor frygt for "tidsbomber" i de chips, som importeres til brug i militært udstyr. Vil kommando/kontrol/kommunikationssystemet bryde sam-men på en bestemt dato eller på et signal fra modstanderen?
Nogle palæstinensiske terrorister har allerede mærket i.t. teknologiens kolde ånde. De havde glade og fro købt nogle stinger-missiler på det sorte marked (formentlig overskudsmateriel fra kampen mod Sovjet i Afghanistan) og glæ-dede sig til at skyde israelske fly ned. Men der var indbygget et flykendings-program i systemet, og det nægtede at skyde på vestlige fly! Surt show!
Pudsigt nok ser det ud til at tidligere tiders rustninger vender tilbage, omend i ny udformning. Det, der så sådan ud i 1500-tallet:

 

alt

- ser sådan ud i dag:

alt

Skudsikker vest og hjelm

USA planlægger fortsat at være førende i den krigstekniske udvikling. Fremtidens infanterist vil se klart i mørke, have en super-effektiv beskyttelsesdragt, våben med projektiler, der altid rammer deres mål og et kamp-informations-system, der giver ham maximal viden om, hvad der foregår omkring ham.
Denne teknik forudsætter effektiv kommunikation og præcis stedfæstelse, og det kræver satellitforbindelser. USA og Kina, og velsagtens også Rusland er derfor i fuld gang med at forberede krigen i rummet.
The show goes on!

Fremtidens brændpunkter
Pr. 2110 er Rusland ingen militær trussel for vesten. Et oligarki af gamle KGB-folk styrer meget af landets politik bag kulisserne. Landet er fortsat økono-misk svagt, omend styrket af de høje oliepriser i den forløbne periode. Det råder fortsat over enorme arsenaler, også af masseødelæggelsesvåben, men våbenteknologien er udviklet så hurtigt at meget store dele af de russiske våben i dag er forældede, omend fuldt brugbare i lokale krige og i Low Intensity Warfare. Og det bør ikke overses at Rusland fortsat har et enormt potentiel for udvikling af nye våbentyper, og bestemt ikke står stille på dette område.
Desuden er Rusland med sit næsten folketomme og råstofrige Sibirien under demografisk pres fra Kina.
Det er højst usikkert hvordan denne ABC-våben udrustede, men militært og økonomisk svage kæmpe vil agere i fremtiden. Risikoen for katastrofer, initi-eret af navnlig islamister men også af etniske grupper, er betydelig.
Sådanne spændinger er latente i mange lande, selv om de betegner sig selv som nationalstater. I det tidligere Jugoslavien måtte omkring 200.000 lade livet, fordi de etniske grupper ville have deres egen stat. Italien rummer man-ge forskellige folkegrupper, og er i dag nok snarere en gruppe af etniske regioner end en sammentømret nationalstat. Spanien har lignende problemer med en række af forskellige folk, som aldrig har elsket hinanden. Den største gruppe er castillianerne, der betragter sig som det egentlige Spanien, men hertil kommer andalusierne, baskerne, catalanerne og galicierne, hver med deres særpræg og dagsorden. Ser man nærmere efter, finder man også etniske brudlinjer i Frankrig, Tyskland og Storbritannien.
Andre konflikter er under udvikling i Vesteuropa som følge af masseindvan-dringen. De er allerede så småt i gang og alt tyder på at de vil blive betydelig værre, efterhånden som de oprindelige befokninger vågner op og opdager, hvad politikerne har gjort ved deres lande. Omfattende krig, stater imellem, indenfor dette område er dog usandsynlig indenfor overskuelig fremtid. Men det gælder ikke resten af verden.
Der er brændpunkter, hvor krig på højere niveau er tænkelig. Således har landene i Sydøstasien oprustet, fordi de er utrygge ved Kinas interesse for bl.a. Spratley Islands.

Både Malaysia, Brunei, Filippinerne, Vietnam, og Kina gør krav på disse klippe-øer. De rummer naturresourcer som olie, gas og fisk. Men hovedbetydningen er strategisk. De behersker skibsruterne og dermed energi- og råvareforsyningerne til hele Sydøst- Øst- og Nordøstasien. Intet under at Kina, trods protester, har installeret sig grundigt her.
Kina kan indenfor en overskuelig fremtid have midlerne til at erobre Taiwan, men USA står i vejen med sine carrier battle groups (hangarskibs-eskadrer). Men præsidenten er disses øverskommanderende, og han er politiker. Alle politikere, herunder præsidentkandidater, er glade for tilskud til deres valg-fonde. Der har været alvorlig snak om kinesiske tilskud til Bill Clinton's.
Hans efterfølger, George W. Bush var af en noget anden støbning og strammede betydeligt op på USA's kina-politik. 1. april provokerede Kina (derfor?) ved at lade to jagerfly chikanere et amerikansk elektronisk opkla-ringsfly i internationalt luftrum. En jager kolliderede med det store firmotorede turboprop-fly og gik tabt. Svært beskadiget måtte det ameri-kanske fly nødlande på en kinesisk luftbase på øen Hainan.
Kineserne krævede frækt og omgående en amerikansk undskyldning! Den fik de vistnok ikke - men de fik en fantastisk indsigt i USA's nyeste teknologi.

Ejheller Rusland føler sig trygt ved Kina. Store uudnyttede naturrigdomme i det næsten folketomme nordøstlige Sibirien lokker det råstoffattige og overbefol-kede kinesiske kæmperige. En snigende indvandring har været i gang i årtier.

Det råstoffattige og enormt overbefolkede Indien er med 1.17 milliarder ind-vånere(pr. 2009) er klemt inde mellem det sydlige Stillehav og det impassable Himalaya massiv. Indien kunne utvivlsomt godt bruge øriget Shri Lanka som springbræt til et erobringstogt mod det næsten folketomme Australien.
Men også her står US Navy i vejen med sine hangarskibseskadrer.

 

alt>

Abraham Lincoln Carrier Battle Group

Ingen kan vide om- eller hvornår - de etniske krige på Balkan blusser op igen. Her kan Grækenland blive inddraget på den ene side og arvefjenden, Tyrkiet på den anden.
Irak, Syrien og Tyrkiet har et meget alvorligt mellemværende, fordi tyrkiske dæmningsbyggerier tager meget af floden Eufrats vand. Store dele af den forhen "Frugtbare Halvmåne" er derfor nu ørken. Disse stater har en fælles interesse i at holde kurderne nede, men samtidig bruges kurderne som skak-brikker, staterne imellem.
Det gamle "store spil" er i fuld gang i Centralasien. De største spillere er Rusland, Kina, Iran, Indien og USA. Bønderne i spillet er småstaterne Kasak-stan, Kirgizistan, Georgien med sit avkasiske problem og Tjetjenien, foruden naturligvis Afghanistan og Pakistan.
Rusland, det tidligere Sovjetunionen, CSR synes i dag stort set afmægtigt hvad angår organiseret brug af konventionelle våben i stor skala. Men landet er rædselsvækkende over-oprustet med masseødelæggelsesvåben, som næppe holdes under betryggende kontrol. Og det har et "blødt underliv" af halvt uafhængige muslimske pseudo-stater. Disse kunne meget vel i en kritisk situation alliere sig med Iran og Irak i en Forenet Islamisk Republik, der også kunne, og antagelig ville - opsluge det tyndt befolkede, militært hjælpeløse Saudi-Arabien og danne en ny, islamisk supermagt. (Scenariet er beskrevet i Tom Clancy's "Executive Orders"). Den vestlige intervention i Irak og Afghani-stan skal formentlig forsøge at forebygge dette.
Iøvrigt er Saudi-Arabien et kapitel for sig. Hovedrige borgere fra dette land finansierer islamistisk missions/terrorvirksomhed mange steder på kloden. Motivet er utvivlsomt religiøst; at fremme islamiseringen af hele kloden er Allah velbehageligt og øger chancerne for et behageligt liv i Paradis - tror de.
Lige for tiden (MAR 2011) gærer det voldsomt i Mellemøsten. Et højst forvir-rende kalejdoskop af religiøst-sekteriske stridigheder, stamme-fejder, økonomisk forkvakling, korruption, kleprokratiske ledere, overbefolkning med unge mænd uden fremtidshåb og vandmangel folder sig ud, hjulpet på vej at ikke mindst internettet.
Enkelte tilsyneladende kompetente kommentatorer og reportere forsøger at hitte rede i forvirringen, men hovedindtrykket er at ingen reelt kan forudsige hvad vej det vil gå. Her bliver bakspejlet nok det eneste navigationsinstrument.

I Afrika er krig endemisk. Grænser fra kolonitiden skærer tværs igennem store stammeområder. Få afrikanske magthavere er reelt interesserede i fred. De er først og fremmest interesserede i at fremme deres egne, deres familiers og deres klaners interesser.
Formålet med krigene er for en stor del at sikre/erobre råstofkilder, herunder diamantminer. Afrikanske politikere gør intet for at hjælpe de i Danmark så politisk populære "allersvageste". Man hjælper sin egen familie til fadet.
Når oprørsbevægelsen SWAPO i Angola løb tør for drivmidler leverede regeringen nogle tankvogne fulde - mod kontant betaling i diamanter. Så kunne krigen fortsætte!
I Sudan holdes krigen i gang på 27. år bl.a. via vestlig fødevarehjælp. Befolk-ningen fordrives med kamphelikoptere for at give plads til olieindvinding, som finansierer den muslimske herskerklasses fortsatte krig og slavetagning. Pr. JAN 2011 har en del af landete ikke-muslimske del løsrevet sig ved folkeaf-stemning - vi får se hvordan det går...

alt

Sudans leder, Omar al-Bashir er eftersøgt for krigsforbrydelser - med meget god grund!

Danske politikere vil så forfærdelig gerne kunne henvise til bare én succes-historie, så den danske hjælp til bl.a. Uganda fortsætter, selv om Ugandas hær plyndrer i Congo.
Det kan ikke forudses om, endsige hvornår, de omfattende lav-intensitets-krige i Afrika vil høre op. Men føre eller senere får AIDS-epidemien måske overtaget.

Men når alt dette er sagt, bør det nævnes at krige faktisk er blevet mindre hyppige; Gregg Easterbrook skriver (The New Republic ca. MAR 05) at tre rapporter fra 2001, 2002 0g 2003 af Monty Marshall (George Mason University)), Robert Gurr dokumenterer at verden er blevet fredeligere..
"Krig er på tilbagetog - kampe i Irak og andre steder er undagelser fra en betydningsfuld global tendens..... nemlig at der i omkring 15 år er blevet stadig færre væbnede konflikter i verden." (Flemming Rose, JP ca. MAR 05).

Masseødelæggelsesvåben

- Også kaldet ABC eller NBC -våben (Atom/Nuclear, Biological, Chemical). Kernevåben. England, Frankrig, Indien, Israel, PRC (Fastlandskina), Pakistan, Rusland og USA råder over kernevåben, men endnu har kun Ruslands og USA's global interesse. Republikken Sydafrika hævder at have destrueret sit beskedne lager. En del stater kan relativt hurtigt udvikle kernevåben. Der findes anta-gelig så meget fissilt materiale udenfor regeringernes kontrol at NGO'er kan konstruere primitive atombomber. En enkelt kan dræbe hundredtusind mennesker.
i 1999 bekendtgjorde PRC at man besad neutronbomben. Det ændrede det strategiske billede. USA's carrier battle groups, centreret omkring atomdrevne 100.000 tons super-hangarskibe er derefter langt mere udsatte end før. De har hver især den dobbelte konventionelle slagstyrke af det samlede danske flyvevåben, men en enkelt neutronbombe kan gøre hangarskibet til en flyven-de hollænder. Men almindelige kernevåben kan selvsagt også ødelægge battle-group'ens evne til "power projection, hvis de formår at trænge igennem eskadrens tætte forsvarsparaply.
Præsident Eisenhower havde så sandelig ret i at atomvåben gav "more bang for the buck", mere brag for pengene.

Biologiske Våben er "de fattiges atombombe". De er lette og  billige at frem-stille og har potentiel meget stor virkning, specielt i en verden med stor og hurtig samfærdsel. Sovjetunionen havde "verdens mest effektive samlebånds-produktion for anthrax (miltbrand) til krigsbrug. Man producerede også pest, kopper, og ebolavirus og gør det fortsat i 1999" (Jfr. Kanatjan Alibekov, næstkommanderende for projekt "Biopreparat", iflg Weekendavisen 30 JUL 99). En SS-18 raket med 10 individuelt styrbare sprænghoveder kan levere 400 kg anthraxsporer over 10 storbyer. Der er også udvikler fly-bomber til formålet.
Der var grund til at frygte at Irak havde genoptaget produktionen af biologiske våben efter at landet havde smidt FN-inspektørerne ud. Men de blev ikke brugt. I dag (AUG 2010) ser det ud til at de slet ikke fandtes; Men det blev  holdt som en hemmelighed; de ikke-eksisstenende B og C -våben  skulle måske afskrække Iran fra at angribe Irak.
De blev i alle fald brugt som begrundelse vestens angreb på den irakiske diktaturstat.
(Irak-krigen MAR-APR 2003 viste dels at det ikke er nok at indkalde en masse unge mænd, give dem våben og uniformer og lære dem at gå i takt, dels at nutidens præcisionsvåben betyder færre civile tab.
Ikke alene var amerikanerne teknisk overlegne, men deres militære føring var langt bedre end den irakiske, der (set fra en lænestol i Danmark) var nærmest ikke-eksisterende. Det skyldes formodentlig at Saddam Hussein, den irakiske øverstkommanderende, var uden militær uddannelse, men at modsige ham kunne koste livet. Da hærchefen forud for invasionen af Kuwait i 1992 fortalte ham at invasionen ville betyde nederlag til amerikanerne, beskyldte Saddam Hussein ham for fejghed. Han måtte flygte, og havnede på såkaldt tålt ophold i Danmark.
En øverstkommanderende, der ikke lytter til sine militærchefer er farlig, som også Hitler var, navnlig i slutningen af 2. verdenskrig.)

Kemiske våben er ikke omtalt særlig meget mere. Men truslen består.

ABC-våbnenes fremføringsmidler kan være enkle og uden afsenderadresse. En atombombe kan være i en kuffert eller en container. En enkelt kilde har hævdet at 100 sådanne kuffert-atombomber i vesten. Sygdomme forårsaget af biologiske våben har en vis inkubationstid, og kan evt. spredes med tidsind-stillede, camouflerede aerosoldåser. Andre muligheder er krydsermissiler og bemandede eller ubemandede fly, evt. med stealth-egenskaber (dvs. usynlige på radar). Tredjeverdenslande anskaffer sig stadig flere og mere langtrækkende jord-til-jord raketter.
Men raketter udgør kun en mindre del af problemet. Der er mange andre måder at fremføre ABC-våben på. Derfor kan USA's planer om et begrænser forsvar mod raketangreb fra "slyngelstater" synes at være et 100 milliarder dollars dyrt beskæftigesesprojekt for aerospace-industrien.
Men der er et andet, måske hovedsagelig psykologisk aspekt. Hvad nu hvis Nordkorea angriber Sydkorea, mens landet holder en håndfuld langtrækkende missiler ladet med ABC-våben i beredskab? Vil USA's præsident så kunne gribe ind, hvis han ikke havde en slags missilskjold til rådighed?

EMP-våben
Risikoen for brug af EMP (elektromagnetisk puls) -våben er stigende.
Experter vurderer at et sådant specielt konstrueret kernevåben, udløst nogle få hundrede kilometer over USA af et ballistisk missil, kan medføre helt uoverskuelige ødelæggelser i kommunikationssystemer og elforsyning. Det vil kunne bringe landet ud i en så dyb krise, at det reelt bryder sammen.
Et sådant missil kan være ét af de meget udbredte scud-missiler, affyret fra et handelsskib i internationalt farvand.

Om Kosovo-konflikten
"Dette er sandsynligvis den første krig, som ikke er ført i nogen "nationale interessers" navn, men snarere for princippers og værdiers skyld. Hvis man overhovedet kan sige om en krig at den er etisk, eller at den føres af etiske grunde, så passer det på denne krig...Kosovo har ingen oliefelter, intet NATO-medlem har nogen territoriale krav på Kosovo. Milosevic truer ikke med at erobre territorium fra nogen af alliancens medlemmer. Og dog er alliancen i krig. Den kæmper fordi den bekymrer sig om andres skæbne. Den kæmper fordi intet anstændigt menneske blot kan stå som passiv tilskuer til et systematisk, statsstyret drab på andre ... Denne krig sætter menneskers rettigheder højere end staters... (angrebet) skete ud af respekt for loven, for en lov, der står over staters rettigheder....
Der er skabt en vigtig præcedens for fremtiden. Det er klart blevet sagt at det ikke er tilladt at myrde folk, drive dem fra hus og hjem, at torturere dem og konfiskere deres ejendom. Hvad der er blevet demonstreret her er den kendsgering at menneskerettigheder er udelelige, og at hvis der bliver begået en uretfærdighed mod én, bliver den begået mod alle." (Vaclav Havel, cit. JP 15 JUN 1999).

Det lyder smukt og rigtigt, men det er ikke så enkelt. Dels har der været mange grusomheder på begge sider op gennem historien - det ser vitterlig ud til at serberne har været de forfulgte i lange perioder (Se fx. "Danskeren" JUN 99 og Monica Papatzu's artikel i "Frihedsbrevet" fra samme tid), dels, ikke ikke mindst, er det overordentligt betænkeligt at fastslå at "menneskerettigheder er udelelige. Skal NATO måske næste gang gå i krig for "retten" til en rimelig levestandard, eller hvis en gruppe indenfor et lands grænser påstår at deres "ret" til undervisning på deres modersmål er blevet krænket?
Iøvrigt er det nu til fulde dokumenteret at Kosovo-konflikter på ingen måde var "den gode NATO mod de onde serbere". Snarere tværtimod. Serbien blev faktisk tvunget ud i konflikten af USA. Der var snarere tale  om en USA-muslimsk alliance, måske m.h.p. at sikre USA's olieinteresser i Saudi-Arabien. (Se resumé Danskeren OKT 2000).
Kosovo-konflikten skabte en myte om at det er  muligt at vinde en krig på slagmarken ude egne tab. For serberne trak sig jo ud af Kosovo efter intense NATO-bombninger fra stor højde. Ingen NATO-soldater faldt i kamp.
Men vi ved nu at NATO stort set ikke ramte serbisk krigsmateriel (derimod mange attrapper) med sine "smarte bomber", der blev udløst fra 15.000 fods højde, hvor flyene var forholdsvis sikre mod fjendtlig ild,  Konventionelle bomber forfejlede deres mål i 98% af tilfældene iflg. en engelsk rapport AUG 2000. Men flyangrebene har vel virket alligevel ved at umuliggøre det for serberne at bruge deres krigsmateriel.

Dobbeltmoral?
NATO og EU blev anklaget for dobbeltmoral, fordi de gteb ind mod Serbien /Jugoslavien, men ikke mod folkemordet i Rwanda. FN er blevet anklaget fordi man ikke har straffet Indonesien for folkemord i Øst Timor, Kina for under-trykkelsen af Tibet.
Men det er ikke forkert at hævde et princip én gang, selv om man ikke har midler og mulighed for at gøre det hver gang. Selv i tilfælde, hvor EU og FN påstår at have "ret" til at intervenere (hvordan ordet "ret" så skal forstås), har de ikke pligt til det, for de har ikke altid magten. Hvis risikoen er for stor, må man afstå. Ingen kan gribe ind overfor Kina eller USA. Det ville derfor være tåbeligt at forlange det.
Problemet ligger et andet sted. For at undgå afgivelse af territorium vil de fleste stater bekæmpe separatisme med ethvert middel. Kun få vil acceptere afgivelse af territorium. Schweizerne fandt på en genial løsning på problemet (cantonisering og conføderation). Det skete allerede i middelalderen, men det har ikke grebet om sig. Ikke endnu, i hvert fald.
Det er irrelevant om man personligt kan lide den holdning. Vi skal forholde os til kendsgerningerne. Kosovo er helligt for serberne. Kosovo Pole er den serbiske nations vugge, sært nok fordi de der fik bank af tyrkerne i 1389. Nu har de muslimske albanere formeret sig kraftigt og chikaneret mange af de (græsk-orthodoxe) serbere ud. Serberne har svaret igen ead politistatsmetoder og fordrivelser. Formålet var tydeligt: et "rent" serbisk Kosovo.

På Øst-timor er situationen en helt anden.

I Tibet undertrykker kineserne tibetanerne på det grusomste. Adskillige milli-oner tibetanere er formentlig gået til. Her kan internationale organisatoner intet gøre med våbenmagt. Men man kan øve diplomatisk og økonomisk pres og udbygge den internationale krigsforbryderdomstols muligheder for at efterforske og rejse sager mod personer, som udøver forbrydelser på staternes vegne. Disse personer må så eftersøges og i muligt omfang anholdes og retsforfølges. Men hvad med staterne selv? Godt spørgsmål. Svaret er naturligvis at i sidste ende er det mennesker, der er ansvarlige, og derfor er det i sidste ende mennesker, der kan slæbes for retten, dømmes og straffes

Personligt mener jeg at ingen stat har (moralsk) ret til at udøve jurisdiktion og voldsmonopol over en folkegruppe, hvor flertallet ønsker at være fri for denne stat og vil danne sin egen. Men min mening har ikke den store betydnning. Desuden har jeg iagttaget at sammenblanding af forskellige folk næsten altid danner grobund for ufred og vold.

Kan krig afskaffes?

Tja, men kan jo prøve med "børnehavelærerindemetoden" og råbe "fy-fy-skamme! I skal være artige og lege pænt sammen! Men det hjælper næppe overfor den palæstinenser, der får sit hus bulldozet, fordi hans søn smider sten efter israelske soldater, overfor en tutsi, hvis familie er blevet hakket ihjel af hutu'er eller overfor en albaner, der har set sin kone blive voldtaget af bevæbnede serbere - eller en serber, der har set sin far blive myrdet af albanere.
FN*s "fredsbevarende" og "fredsskabende" operationer opmuntrer ikke til efterligning. De kan i bedste fald lægge låg på problemerne. De løser dem ikke. Det har mange andre end FN forsøgt sig med (Lenin, Stalin, og resten af sovjetlederne, Tito i Jugoslavien, Sokarno og Suharto i Indonesien osv.). De kan holde sammen på rigerne en vis tid, men før eller siden blusser religiøse/etni-ske/sproglige modsætninger op. Det nogle ser som stabilisering ser andre som undertrykkelse.
En del af de bløde, antimilitaristiske danske humanister indenfor godheds-industrien er dog ved at indse at intet område kan udvikles uden militær sikring af handelen.
En rask krig, efterfulgt af militær kontrol af området kan være langt at foretrække fremfor et afmilitariseret område, hvor væbnede bander har frit spil. Måske den eneste måde at få fred på er at lade de enkelte folk trække deres egne grænser omkring sig - og kan de ikke enes om det, så lad dem da for pokker slås i fred!
Historikere hævder at demokratier har vanskeligere ved at engagere sig i krig end ikke-demokratier. De, der hævder det, påstår naturligvis at de har histo-risk belæg for påstanden. Det kommer nok i nogen grad an på hvordan man definerer demokrati.

Krigen, fremskridtets motor

Heraklit kaldte krigen altings moder. En stor del af nutidens teknik ville ikke have eksisteret uden krigen som drivkraft, og resten ville have været på et langt mindre udviklet stade.
Lad os blot tage nogle få stikord fra 1940 og frem til i dag: Plastic, radar, impulsteknik, computere, kernekraft, rumfart, helikoptere, propel- og jetfly, microchips, mikrobølgeovnen, GPS-navigation, utallige forbedringer indenfor lægevidenskaben, bredbåndsnettet...

Konklusion

Krig er da noget lort, særlig når man er tæt på den. Det er rarest at leve sit liv uden at blive plyndret, jaget fra hus og hjem,  voldtaget, tævet, skudt, gasset, forbrændt, bombet eller på anden måde forulempet. Men  krig har været en del af menneskelivets vilkår længere end den historiske hukommelse rækker. Krig må også have været en del af vore fjerne forfædres livsvilkår fra det øjeblik de lærte at færdes i flok. (Lige som marekattene og makak-aberne fører vore nærmeste slægtninge, chimpanserne langvarige krige og knytter endda alliancer). Moraliserende pegefingre nytter intet. Når territoriet bliver for lille, så slås vi. Blodigt, brutalt og effektivt. Normalt uden udsigt til psykolog-hjælp bagefter.

Det gør vi også af andre grunde. Almindelig rovgriskhed for eksempel. Det er set mange gange i historien. Læs fx. Saxo eller Biblen.
Anne Marlene Dahl skriver i sin ph.d. afhandling om omsorg og hjemmepleje (hvad man dog kan blive doktor på i dag!) at man kunne lade værnepligtige arbejde på plejehjem og daginstitutioner. - Den går næppe, min søde pige! Det ville trods alt være en for stor og åbenlys krænkelse af Grundloven (s.d.). Men værnepligten er nyttig al den stund det er klogest at kende og have indøvet krigerhåndværkets grundregler, at kunne ramme hvad man sigter på og at kunne bevæge sig hensigtsmæssigt i terrænet.
I virkelighedens verden er det livsvigtigt at kunne slås. Det gælder både for stater og individer. Detfor denne huskeremse for stillingsindtagelse: Frit skud, skjul, sløring, dækning. Og derfor denne huskeremse for sløring: Belysning, bevægelse, bevoksning, baggrund.

- Og husk så forresten at ild og bevægelse skal følges ad: det er sjældent sundt at blive i samme stilling efter at man har afgivet ild.
Og husk at sikre flugtvejen!

Si vis pacem, para bellum (hvis du ønsker fred, så forbered krig).

Se: Imperialisme, Psykologisk Krigsførelse, Terrorisme.

Censur

Censur. Beskrives i Grundloven (s.d.) som en "forebyggende foranstaltning". Det frie ord er farligt, men uundværligt. Grundloven forbyder censur. For-andring skal være mulig, selv om den mishager magthaverne.

Tilfældigt citat